K-formand vil giftes i kirken

De Konservatives nye leder, Søren Pape Poulsen, vil gerne selv vies i kirken. De Konservative har ellers kæmpet imod både registreret partnerskab og loven om homovielser.

Politisk leder Søren Pape Poulsen (K) sammen med Lene Espersen og Tom Behnke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en ny mand i spidsen for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, og det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at han er homoseksuel. De Konservative har tidligere kæmpet imod både loven om registreret partnerskab og senere homovielser i den danske folkekirke. Men Pape selv vil giftes i kirken, hvis det en dag bliver aktuelt.

»Jeg har den helt grundlæggende opfattelse, at hvem der skal giftes i folkekirken, det synes jeg, folkekirkens medlemmer skal bestemme,« siger Søren Pape Poulsen på et pressemøde på partiets sommergruppemøde i Nyborg.

Men heldigvis er han selv medlem af folkekirken, og hans holdning er klar.

»Skulle jeg komme i den situation, at jeg skal giftes, man kan jo altid håbe, at det skulle gå så godt, så ville jeg stemme for, at jeg skulle have lov til at blive gift i kirken. Og så må andre mene noget andet,« siger de Konservatives leder.

Udtalelserne kom han med på et pressemøde, hvor han stod flankeret af tidligere formand Lene Espersen og retsordfører Tom Behnke. De stemte begge to imod lovforslaget om at tillade homoseksuelle at blive viet i kirken. Men det bunder ikke i en modstand mod selve det, at homoseksuelle skal giftes, forklarede Lene Espersen.

»Alle i gruppen var tilhængere af, at homoseksuelle kunne blive viet i kirken, men det skulle være et andet vielsesritual,« siger Lene Espersen.

Det ændringsforslag blev ikke godtaget, og derfor var der flere i den konservative gruppe, der stemte imod lovforslaget.

Søren Pape Poulsen selv har ikke noget problem med det, hvis hans kollegaer i folketingsgruppen har et andet syn på homovielser end ham selv.

»Hvis nogen i min gruppe har et andet syn på det spørgsmål, så har jeg ikke noget problem med det. Vi lever i Grundtvigs land, og vi respekterer demokratiet og diskussionen. Jeg respekterer, at andre har et andet synspunkt, ligesom jeg forventer, at de respekterer mit,« siger han.