Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De Konservative frygter, at de færøske fiskere vil drive rovfiskeri, mens FN behandler sagen om, hvor mange sild og makreller, de må fange.
»Mens sagen verserer, kan de blive ved med at overfiske, og det har desværre vist sig, at vores bange anelser er blevet bekræftet. Færøerne bruger FNs tvistløsningssystem, som aldrig nogensinde er blevet brugt før, til at trække sagen i langdrag, og det er beklageligt,« siger tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K).
Færøerne har med fuldmagt fra den danske regering valgt at stævne EU, da øboerne mener, at unionen har optrådt i strid med folkeretten ved at tvinge Færøerne til at fordele kvoter for sild og makrel i Nordatlanten, og ved at true med økonomiske sanktioner, hvis Færøerne ikke makker ret.
»Jeg erkender, det er en mulighed, man har, og når muligheden er der, så er Færøerne selvfølgelig i deres gode ret til at bruge den,« siger Lene Espersen.
Men det kan få katastrofale konsekvenser, at færingerne frit kan fiske videre, mens sagen kører, advarer hun.
»Jeg frygter, at det her kommer til at ramme sildebestanden meget hårdt, og det kan måske endda få bestanden til at kollapse. Og jeg mener simpelthen ikke, at vi kan være det bekendt i forhold til vores børn og børnebørn, at det hele bliver ødelagt, fordi Færøerne ikke vil sætte sig til forhandlingsbordet,« siger Lene Espersen.
Og det er kun via forhandling, at man kan finde en løsning på konflikten, understreger den tidligere minister.
»Det er ikke via et mangeårigt juridisk tovtrækkersystem i FN-systemet,« siger Lene Espersen.