K: Afkriminalisering af hash er naivt

De Konservative afviser fuldstændig udspillet fra Københavns Rådhus om at forsøge sig med fri hash. Naivt forslag siger retsordfører Tom Behnke.

En konkret model om fri hash i København ligger nu klar på Københavns Rådhus, skriver Politiken i dag.

Men modellen bliver ikke taget godt imod af retsordfører fra De Konservative Tom Behnke, der afviser forslaget og kalder det naivt og en illusion:

- Københavns kommune kan ikke bare lave deres egne regler. Forudsætningen for at de kunne gøre det her, ville kræve en ændring af loven om euforiserende stoffer. Og det gør vi ikke. Vi kan ikke tillade et stof, som vi ved er farligt. Det ville være umoralsk og i øvrigt asocialt over for de mennesker, der i forvejen har sociale problemer. De ville være de sikre tabere i sådan en ordning, siger han.

Han frygter altså, at en sådan ordning vil sætte de allerede socialt udsatte i en endnu mere penibel situation.

Model vil ikke afhjælpe bandekrig
Modellen vil ifølge embedsmænd i København fjerne to tredjedele af hashmarkedet fra banderne.

Men det vil ikke gøre den store forskel, vurderer Tom Behnke:

- De kriminelle i bandemiljøet er ligeglade med, hvordan de tjener deres penge. De finder jo bare på noget andet; menneskehandel, afpresning eller anden form for narkohandel. De holder sig ikke tilbage, fordi hashen bliver gjort lovlig.

I stedet for at bruge kræfter på sådan et forslag, burde Københavns kommune ifølge Tom Behnke have brugt kræfterne et andet sted.

- Man burde bruge kræfterne på at forhindre, at flere kommer ud i misbrug og kriminalitet. Forhindre at lillebroreffekten slår igennem – altså at bandemedlemmerne rekrutterer mindre søskende. Prøv at overveje hvor mange timer og kroner Københavns kommune har brugt på det her fuldstændige naive forslag, som aldrig bliver til noget. Hvis kræfterne var blevet brugt på en social indsats, havde København set anderledes ud.