Justitsministeren vil styrke voldtægtsofres retssikkerhed

Tre nye initiativer skal sikre, at alle voldtægtsofre får samme behandling. Amnesty hilser dem velkommen.

Pape vil se på om sex skal kræve samtykke
Foto af Justitsministeren, Søren Pape Poulsen (K) (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

København. Retssikkerheden for voldtægtsofre skal styrkes, og myndighederne vil sikre en bedre behandling og oplevelse for ofrene.

Det vurderer et ekspertpanel nedsat af justitsminister Søren Pape Poulsen (K). På den baggrund er ministeren på vej med tre nye, konkrete forslag.

Det skriver B.T. fredag.

Justitsministeren fortæller, at initiativerne vil blive sat i gang med det samme. Flere forslag vil følge de kommende måneder.

- Jeg har bedt mine embedsmænd om at gå i gang med de tre skridt med det samme.

- Og to af dem kan i hvert fald håndteres inden for kort tid. Det er de obligatoriske sagsskridt for politiet og traumekataloget, siger han til B.T.

Det første af forslagene skal sikre, at alle voldtægtssager skal igennem bestemte, faste efterforskningsskridt.

Det andet forslag består af et katalog lavet af eksperter over mulige reaktioner hos ofre for en voldtægt. Initiativet skal sikre, at myndighederne ikke misforstår offerets reaktioner.

Det sidste forslag skal muliggøre brug af videoafhøring, så ofrene slipper for at skulle genopleve overgrebet flere gange under en eventuel retssag.

I ekspertpanelet sidder blandt andet menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der hilser initiativerne meget velkommen.

- Helt overordnet er det positivt, fordi alle tre forslag vil være med til at styrke ofres retssikkerhed.

- Det er vigtigt, at alle myndighedspersoner, som har med voldtægtssager at gøre, har en forståelse af, at der ikke er en formel for, hvordan voldtægtsofre reagerer, siger programleder for køn i Amnestys danske afdeling Helle Jacobsen til Ritzau.

Hun understreger, at det er vigtigt, at det her "forhåbentlig kun er det første, lille skridt".

- Vi kan se, at der er en række problemer, som de her initiativer ikke løser. Det vigtigste for den danske regering at gøre op med er selve definitionen af voldtægt i straffeloven, som er meget gammeldags og problematisk, siger Helle Jacobsen.

Amnesty vil have ændret voldtægtsparagraffen, så der i fremtiden skal være samtykke mellem de involverede.

Skyldsspørgsmålet vil dermed blandt andet ske ud fra en vurdering af, om den anklagede sikrede sig, at kvinden frivilligt dyrkede sex.

Ekspertpanelet, der blev nedsat 4. oktober 2018, består ud over Amnesty blandt andet af chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen og Landsforeningen af Forsvarsadvokater.

/ritzau/