Justitsminister Nicolai Wammen (S) kalder det "dybt alvorligt", at Rusland ifølge PET aktivt forbereder sabotagehandlinger rettet mod danske virksomheder - særligt virksomheder i forsvarsindustrien med tilknytning til militær hjælp til Ukraine.

- Det er et udtryk for, at Rusland forsøger at lægge pres på Danmark, fordi vi aktivt støtter Ukraine. Rusland tager dog fuldstændig fejl, hvis man håber på at kunne skræmme Danmark, udtaler ministeren i et skriftligt citat.

Han udtaler videre, at når Rusland agerer på den her måde, gør det "os kun endnu mere stålsatte i vores hjælp og støtte til Ukraine og kampen for et frit og demokratisk Europa".

Ministeren siger også, at episoden er en vigtig understregning af, hvor vigtigt det er for virksomheder, der arbejder med forsvarsmateriel og kritisk infrastruktur, at sørge for at have et systematisk arbejde med sikkerhed.

- Derudover bør borgere og virksomheder, der oplever mistænkelig adfærd og mistænkelige forhold, tage fat i politiet, udtaler han.

Det var sent onsdag aften, at Berlingske kunne bringe et interview med Emil Græsholm, chef for kontraspionage hos PET, der kunne fortælle, at planlægningen allerede konkret er i gang på nuværende tidspunkt.

Årsagen til, at PET så offentligt ønskede at melde det ud, var, at de russiske forberedelser og udpegningen af de danske virksomheder var så konkret, at det er en reel trussel, der ifølge Emil Græsholm bør tages alvorligt.

- Russerne forbereder aktivt sabotagehandlinger rettet mod forsvarsindustrien i Danmark, sagde han til Berlingske.

Ud over sabotagehandlinger kunne Berlingske også skrive, at russiske sikkerhedstjenester har forsøgt at rekruttere, hvad Emil Græsholm omtaler som "helt almindelige danskere" til at udføre opgaver for Rusland.

Han ønsker dog ikke at sige det præcise antal af sager til mediet.

RITZAU