Justitsministeren åbner døren for 30 udviste unge

Regeringen er sammen med SF, de Konservative og Enhedslisten blevet enige om at give en ekstra chance til en række unge, der ellers har fået afslag på ophold i Danmark. De må bare ikke være kriminelle, lyder det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Loven skal være lige for alle. Derfor har et flertal i Folketinget besluttet at smide en redningskrans ud til 19-årige Songül Yüksel fra Tyrkiet og andre børn og unge, der er blevet udvist.

Redningskransen blev smidt på bordet i Justitsministeriet onsdag morgen og vedtaget som en lovændring med opbakning fra de Konservative, SF og Enhedslisten. Ændringen betyder, at de børn, som har fået afslag på ophold efter 2004-reglerne, men som er blevet i Danmark på ulovligt ophold, nu får lov til at søge efter de mere lempelige regler for familiesammenføring, der blev vedtaget i 2012.

»Deres forældre har beholdt dem i Danmark, men for at børnene ikke skal bøde for det, så har vi gjort det sådan, at lige præcis den gruppe børn og unge nu får lov til at søge igen på de kriterier, som et bredt flertal blev enige om i 2012,« siger justitsminister Karen Hækkerup (S).

Omkring 30 børn og unge kan igen søge om familiesammenføring, hvis de opfylder fem kriterier, blandt andet at man ikke må være dømt for kriminalitet. Liberal Alliance vil ikke skrive under på aftalen, da partiet ifølge integrationsordfører Merete Riisager (LA) ikke føler sig overbevist om, at der ikke kan være dømte unge, der nu måske får opholdstilladelse.

Det mener Karen Hækkerup dog, at forligsparterne har taget højde for i ændringen.

»Jeg vil heller ikke give kriminelle lov til at blive her, og derfor har jeg også sagt, at man hverken må have en betinget eller ubetinget frihedsstraf,« siger justitsministeren.

Venstre har også valgt at stå uden for aftalen, selv om integrationsordfører Inger Støjberg (V) i februar selv opfordrede Karen Hækkerup til at gå ind i sagen om mønstereleven Songül Yüksel, der er blevet beordret tilbage til Tyrkiet, fordi hun ikke vurderes til at være integreret godt nok i det danske samfund. Det på trods af at Songül Yüksel i folkeskolen fik topkarakterer i både mundtlig dansk og samfundsfag.

»Kunne man ikke have set knap så firkantet på den her sag? Det tror jeg, at man kunne. Det håber jeg, at justitsministeren er enig i. Og jeg håber, hun vil tage sagen op,« sagde Inger Støjberg til Politiken i februar.

Kovendingen har fået både de Radikale og Enhedslisten til at beskylde Venstre-politikerne for at være hykleriske. Nej, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V). Inger Støjberg kendte bare ikke nok til sagen.

»Da Inger Støjberg som politisk ordfører udtalte sig om sagen, der ved jeg, at hun ikke var klar over, at den pågældende person (Songül Yüksel, red.) aldrig har haft lovligt ophold i landet. Jeg ved også, at hun ikke var klar over, at der faktisk var faldet en dom i byretten, der slår fast, at den pågældende person ikke har lovligt ophold i Danmark. Hvis hun havde vidst det dengang, så havde hun udtalt sig helt anderledes. Det er det helt ærlige svar,« siger Karsten Lauritzen.

Han begrunder Venstres modstand mod aftalen med, at partiet ikke vil belønne folk for at have opholdt sig ulovligt.

»Det er et farligt signal at sende,« siger Karsten Lauritzen.

Men det mener Karen Hækkerup også, at regeringen, de Konservative, SF og Enhedslisten har taget højde for.

»For at man ikke skal belønne ulovligt ophold, så vurderer vi kun årene frem til barnet er fyldt 18 år i forhold til at se på, om man skal have lov til at få sin sag genoptaget,« siger justitsministeren.