Justitsminister vil have øget indsats mod terrorfinansiering

Justitsminister Nick Hækkerup vil forbedre tiltag mod momssvindel, der kan bruges til at finansiere terror.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil have forbedret tiltagene mod organiseret momssvindel og terrorfinansiering. (Arkivfoto) Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil have en styrket indsats mod organiseret momssvindel og terrorfinansiering.

Det siger han, efter at Information sammen med Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, har beskrevet, at en gruppe af syrienkrigere, jihadister og terrordømte de seneste år har været involveret i en række store sager om momssvindel.

»Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at bekæmpe samfundsundergravende økonomisk kriminalitet. Det gælder ikke mindst i sager, hvor der er tale om penge, der går til finansiering af terror.«

»Vi har at gøre med kriminelle, der både snyder og bedrager statskassen for millioner af kroner,« skriver Nick Hækkerup i en kommentar til Information og Finans.

Justitsministeren vil se på, om værktøjerne til at bekæmpe organiseret økonomisk kriminalitet er tilstrækkelige og effektive nok. Herunder om myndighederne samarbejder godt nok.

Nick Hækkerup siger, at han er åben over for at se på nye måder til at styrke indsatsen mod kriminelle.

Information og Finans har beskrevet, at 14 forretningsmænd har spillet centrale roller i et netværk af formodede svindlere.

De formodede svindlere har oparbejdet gæld på over 800 millioner kroner til det offentlige i ubetalt moms, skatter og afgifter. To af forretningsmændene er jihadister.

Den ene blev i 2017 fængslet i Spanien mistænkt for terrorfinansiering, mens den anden ifølge et notat fra Bagmandspolitiet med stor sandsynlighed blev dræbt i 2016 i Syrien i kamp for Islamisk Stat.

Ifølge Information og Finans' kortlægning har de to jihadister selv spillet en aktiv og organiserende rolle i selskaber, der har efterladt sig en gæld på mindst 97 millioner kroner til det offentlige samt over 66 millioner kroner til andre kreditorer.

Pengene er i vidt omfang forsvundet, og det har fået flere eksperter til at frygte, at dele af udbyttet fra den formodede svindel kan være gået til terrorfinansiering.

Ingen af de to jihadister er dog dømt.

/ritzau/