Justitsminister lover hurtig ændring af regler om hjemløselejre

Regeringen vil ikke fjerne forbud, men præcisere det, så enkelte hjemløse ikke straffes for at sove på gaden.

PLUS Udsatte kan blive del af
To hjemløse blev tidligere på måneden frifundet for at have sovet nær Rundetårn. Støttepartierne Enhedslisten, Radikale og SF vil fortsat af med forbuddet mod hjemløselejre, og efter efterårsferien vil regeringen se på reglerne for forbuddet. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Efter efterårsferien vil regeringen og de tre støttepartier sammen se på reglerne for hjemløselejre i det offentlige rum.

Sådan lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S) i en skriftlig udmelding.

»Jeg synes, vi skal tænke på de hjemløse, der er tvunget til at overnatte udenfor i de kolde måneder, vi står overfor.«

»Derfor er der brug for, at vi hurtigt præciserer reglerne, så de udelukkende rammer dem, der laver permanente lejre og skaber utryghed.«

Da der ikke er tale om en lovændring, så vil nye regler formentlig kunne træde hurtigt i kraft, lyder det.

Den 1. april 2017 fik politiet udvidede beføjelser til at slå ned på hjemløselejre i det offentlige rum.

Ordensbekendtgørelsen blev ændret, så hjemløse i lejre, der blev set som utryghedsskabende, kunne straffes med bøde. Bødestraffen blev fastsat til 1000 kroner.

Året efter blev der indført mulighed for, at politiet kunne udstede et zoneforbud på 400 eller 800 meter oven i bøden.

Senere blev zoneforbuddet ændret, så hjemløse nu kan blive bortvist i en hel kommune, hvis de har været en del af en utryghedsskabende lejr.

Målet var at forhindre store grupper af udenlandske hjemløse, som med store lejre havde støjet og skabt gener.

I forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale står, at loven skal justeres.

Den 23. september blev to hjemløse mænd frifundet for at have skabt en lejr, da de overnattede på gaden nær Rundetårn i København.

I forbindelse med afgørelsen afviste den socialdemokratiske retsordfører Jeppe Bruus at fjerne loven helt.

»Forbuddet mod utryghedsskabende lejre har haft en effekt, og antallet af lejre er faldet markant. Så det forbud ønsker vi ikke at fjerne,« siger han.

»Men der er behov for at præcisere, at forbuddet skal ramme større og permanente lejre og ikke en hjemløs, som er tvunget til at overnatte udendørs,« lød det.

/ritzau/