Folketingets lovsekretariat har tirsdag fremlagt fire bud på, hvordan man kan forhindre, at partier tilbyder "økonomiske fordele" for at nedlægge et mandat.
Spørgsmålet blev aktuelt, efter at Frihedsbrevet tidligere i år afslørede, at Moderaterne havde tilbudt Mike Fonseca penge for at nedlægge sit mandat.
Sekretariatet anviser fire mulige veje.
Enten kan man - på forskellig vis - ændre straffelovens regler for aktiv og passiv bestikkelse. Man kan ændre folketingsvalglovens regler for bestikkelse, eller man kan vedtage et kodeks.
Det fremgår af et notat, som er offentliggjort i Udvalget for Forretningsordenen tirsdag.
Sagen om Mike Fonseca og Moderaterne blev taget op af flere oppositionspartier, og i sommer krævede et flertal i Udvalget for Forretningsordenen, at mandatkøb skulle forbydes.
Mike Fonseca fortalte i 2023 sit daværende parti, at han var kæreste med en pige på 15 år. Derefter blev han ekskluderet.
Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, har afvist at have gjort noget ulovligt ved at tilbyde tidligere partimedlem Mike Fonseca penge for at afgive sit mandat.
- Selvfølgelig er der ikke noget ulovligt i det her, har partiformanden sagt i TV 2-programmet "Lippert".
I programmet blev partiformanden spurgt til sagen, hvor Frihedsbrevet har fået lydfiler, som er optaget af Mike Fonseca. Her høres Lars Løkke Rasmussen tilbyde Fonseca seks måneders løn for at overdrage mandatet.
- Det er jo ikke bestikkelse. Det handler om, at der er en dialog med et folketingsmedlem, som klart har overtrådt nogle moralske grænser, sagde Lars Løkke Rasmussen.
De to regeringspartier Venstre og Moderaterne har ikke foreløbig haft appetit på at gøre noget konkret.
- Vi har ikke taget stilling til det. Vi må se, hvad for et forslag der er, før vi tager stilling, har Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt, udtalt i juni.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har sagt, at det må være op til vælgerne.
- Helt principielt er det vælgerne, som skal sammensætte Folketinget. Det tror jeg ikke, kan være nogen overraskelse, at jeg mener det, sagde ordføreren i juli til Radio IIII.
Tirsdag skriver Jyllands-Posten, at Alternativet har præsenteret den københavnske kommunalpolitiker Troels Jakobsen for en aftale for at få ham til at trække sig fra kommunalvalget 18. november.
Lokalpolitikeren skal være blevet tilbudt en efteruddannelse eller et rådgivningsforløb.
/ritzau/