Der er intet at komme efter for Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, efter at han har anlagt et søgsmål for injurier mod De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard.
Det vurderer Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor på Syddansk Universitet, over for Politiken.
- Jeg har svært ved at se, hvorfor Morten Messerschmidt skulle mene, at han har en sag, siger han til mediet.
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, skrev tirsdag på Facebook, at han havde "fuldstændig ro i maven" over, at Morten Messerschmidt hiver ham i retten.
Det sker, efter at Lidegaard mandag ifølge DR sagde ved et debatmøde, at "man (Dansk Folkeparti, red.) vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her".
Det fik omgående Morten Messerschmidt til at stille et ultimatum til Martin Lidegaard. DF-formanden gav De Radikales leder 24 timer til at trække sin udtalelse tilbage, men det skete altså ikke.
Morten Messerschmidt lagde tirsdag en video på X, hvor han tordnede mod Martin Lidegaard.
- Det får konsekvenser at lyve om Dansk Folkeparti. Som når Martin Lidegaard forleden påstod, at vi vil oprette interneringslejre ud fra folks hudfarve.
- Det er løgn, og det ved Martin Lidegaard godt, sagde Morten Messerschmidt i videoen.
Forhistorien er, at Morten Messerschmidt for nylig gav et interview i Weekendavisen. Her talte DF-formanden om at smide 50.000-100.000 mennesker med anden etnisk baggrund ud af Danmark, blandt andet hvis de ikke kan forsørge sig selv.
Han nævnte ikke noget specifikt om hudfarve.
Man skal ifølge DF også kunne blive udvist, første gang man bliver straffet, for eksempel hvis man har stjålet en cykel.
Sten Schaumburg-Müller påpeger, at det ikke i sig selv er strafbart at sige noget ukorrekt.
Han mener desuden, at det er en særlig omstændighed, at Martin Lidegaards udtalelse faldt i en offentlig debat mellem politikere, og at politikere skal kunne tåle mere end andre.
Vibeke Borberg, advokat med speciale i blandt andet injurier, vil over for Politiken ikke på forhånd vurdere sagens udfald.
Men hun erklærer sig enig i, at "det kan sagtens blive tillagt betydning ved sagens bedømmelse, at ordene er sagt i en politisk debat, hvor hensynet til ytringsfriheden vejer tungt".
/ritzau/
