Julefreden sænker sig over kongressen

For to måneder siden var den amerikanske kongres lammet, nu ser den ud til at vedtage et budget uden de store sværdslag.

Sneen falder på Capitol-bygningen den 10. december i år. Det politiske klima inde i varmen er også blevet mere behageligt efter den politiske budgetkrise tidligere på året. Fold sammen
Læs mere

Det er en stille revolution, at den amerikanske kongres er ved at vedtage et budget – det første siden 2009. Ikke fordi budgettet i sig selv er epokegørende. Men fordi processen bag forhandlingerne om budgettet og ikke mindst vedtagelsen i foreløbig det ene af Kongressens to kamre viser, at politik kan rykke sig hurtigt, når de rigtige kræfter har mod og vilje til at satse på et tværpolitisk samarbejde.

For to måneder siden var Kongressen lammet. Nu fungerer den og lovgiver. Det er opsigtsvækkende og siger noget om, at grænsen for politisk magtesløshed var nået, og at demokraterne og republikanerne kigger frem mod midtvejsvalget næste år og ikke længere tør satse på ideologi før praktisk politik.

Men der stikker meget mere under ved­tagelsen i Repræsentanternes Hus – Senatet følger efter i næste uge – end blot den kyniske betragtning om at sikre et godt valg om ti måneder til Kongressen, hvor alle medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg, og en tredjedel af Senatet er det. Der har siden oktober især i det republikanske parti været intense magtkampe, efter at en lille gruppe Tea Party-folk tog Kongressen som gidsel og nægtede at være med til noget som helst. Det betød, at regeringen lukkede i 17 dage på grund af manglende bevillinger. Denne magtkamp er blusset op igen, men denne gang får Tea Party-bevægelsen også modstand i fuld offentlighed af deres egne partifæller.

Ikke et budget til historiebøgerne

Det budget, der nu vedtages, er et solidt politisk håndværk forhandlet igennem af personer, der vil et samarbejde. Der er blevet givet svære indrømmelser fra begge sider. Resultatet er langt fra pænt og vil hverken i første omgang redde den amerikanske økonomi eller skabe mirakler i en anstrengt økonomi. Men kølige hoveder i begge politiske lejre har turdet træffe nogle beslutninger, som viser, at grundlaget for et tættere samarbejde mellem demokraterne og republikanerne er til stede, så Kongressen igen kan etablere sig som en funktions­dygtig, lovgivende forsamling. Langt fra det kaos, der herskede for blot to måneder siden, hvor ingen kunne blive enige om noget som helst, og hvor resultatet var, at regeringen populært sagt måtte lukke ned for dele af driften.

Som nævnt kommer den økonomiske side af budgettet ikke til at gå over i historien. Der er ingen opgør med de tunge sociale udgifter. Der er ingen alvorlige prioriteringer, der rammer vitale programmer. Der er lidt til militæret, der er lidt til andre programmer, og der sættes lidt højere afgifter på flybilletter og lufttransport. Der bliver en omfordeling af, hvem der skal betale til pensioner. Men ingen ideologiske opgør om skatter, udgifter til sundhedssystemerne og til skoler og undervisning. Ingen forsøg på at omdanne samfundet og satse på viden og uddannelse. Ingen opgør med udgifterne til pensioner og andre overførselsesydelser. Men en pæn og gedigen rykken rundt på konti, således at USA kan begynde at betale af på gælden. Ikke meget. Men det her er første skridt. Hvis det holder, er der i hvert fald borgfred i Kongressen frem til midtvejs­valget i hvert fald på det her område.

Pres på den yderste højrefløj

Republikanernes chefforhandler, Paul Ryan, den karismatiske og begavede tidligere vicepræsidentkandidat ved sidste valg og måske præsidentkandidat i 2016, har sammen med demokraternes mere uanseelige, men begavede chefforhandler på budget­området, Patty Murray, forhandlet i ugevis for at få det på plads. Begge har modtaget kritik – Murray for ikke at have stået stejlt nok på at få forlænget arbejdsløshedspengene til de, der fra årsskiftet falder for tidsgrænsen til at modtage penge. Demokraternes venstrefløj har langet ud efter hende, men har dog valgt at holde en betydelig lavere profil end modstanderne af Paul Ryan i det republikanske parti. Her har Tea Party-bevægelsen kritiseret budgettet og sagt, at det slet ikke tager hånd om de egentlige problemer. Ingen store besparelser på de sociale områder og på sundhedsområdet.

Men her er der grund til at lægge mærke til én ting. Paul Ryan og republikanernes flertalsleder, John Boehner, har helt åbenlyst mistet tålmodigheden med højrefløjen i partiet. Boehner fremstod under den katastrofale regeringslukning, som Tea Party-bevægelsen helt entydigt fik skylden for, som en passiv forhandler med demokraterne og præsident Barack Obama. Indtrykket var, at han stort set ikke turde indgå nogen former for aftaler uden at rådføre sig med Tea Party-bevægelsen. Boehner er nu gået i offensiven.

I forgårs blev han vred, da han under en pressekonference om budgettet blev bedt om en kommentar, fordi der allerede inden offentliggørelsen havde været kritik fremme af budgettet fra højrefløjen. Boehner sagde kort og godt, at kritikken »var langt ude«. Han rettede et angreb mod de højrefløjsgrupper, som Tea Party-bevægelsen er en del af – blandt andet gruppen American Action ––og sagde, at »de bruger vores medlemmer og bruger det amerikanske folk til eget formål. Det er langt ude«.

Så barske var ordene, og der var ingen tvivl om, at de moderate republikanere tager opgøret nu og signalerer til højrefløjen i partiet, at denne gang bliver budgettet vedtaget. Partiet har ikke råd til endnu engang at tage en holmgang med at lukke regeringen. Det, der skete i oktober, kostede republikanerne tusinder af vælgere. På et tidspunkt var det republikanske parti faldet så meget i meningsmålingerne, at hvis det fortsatte kunne de godt opgive drømmen om at vinde midtvejsvalget og få et flertal også i Senatet. For ikke at tale om at vinde præsidentvalget i 2016, hvor de måske skal op imod en populær demokratisk præsidentkandidat som Hillary Clinton.

Men alle har tabt på regeringskrisen i oktober, selv om demokraterne måske har tabt mindst. Den amerikanske præsident, Barack Obama, har også tabt stort i meningsmålingerne og ligger under 40 procent i de målinger, der angiver, om vælgerne har tillid til ham. Det er ikke kun på grund af Kongressens dårlige samarbejde, som han også får en del af skylden for. Det er også på grund af en lang række sager, som er flettet ind i spørgsmålet om budgettet, nemlig hans sundhedsreform. Om det faktum, at budgettet nu er gået igennem, vil give republikanerne eller Obama bedre målinger er spørgsmålet. Men valgkampen er i gang, og denne gang har man valgt samarbejdet.