Sjældent har Statsministeriet indkaldt til pressemøder så ofte som under den verserende coronaepidemi. Og sjældent har så mange danskere formentlig fulgt pressemøderne på fjernsynet som i den seneste måned.
Men også pressemøderne har ændret karakter som følge af coronakrisen. Forbuddet mod forsamlinger på over ti personer betyder, at det nu alene er regeringen og myndighederne, der på pressemøderne befinder sig i Statsministeriets berømte spejlsal. I stedet befinder pressen sig nu i et andet rum i Statsministeriet og skal stille begge deres to tildelte spørgsmål på samme tid.