Journalister kæmper for alternativ til russisk propaganda

En række TV-kanaler er blevet vigtige brikker i værnet mod russiske mediers fremstilling af begivenhederne i Ukraine, som påvirker hundredtusindvis af russere, der bor i de baltiske lande. Det er blevet en sikkerhedspolitisk hastesag, som også EU vil give støttekroner til.

Landene i Baltikum forsøger nu at oplyse deres store andel af russisksprogede borgere med TV-kanaler, som leverer nyheder på russisk døgnet rundt. Her er det kanalen PBK, Pervy Baltiysky Kanal, som allerede sender daglige nyhedsudsendelser fra studiet i Letlands hovedstad, Riga, og også er til stede i Estland og Litauen. Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters Fold sammen
Læs mere

RIGA: Midt på en af øerne i Daugava-floden, der løber gennem Riga, ligger Letlands offentlige TV-station i en bygning, som er svær at overse. Den er mere end 20 etager høj og bærer præg af, at den blev bygget i Sovjetunionens tid. Udenpå er den trekantet og sort, og indeni er den udsmykket med et væld af brune farver på alt fra vægge til døre og gulve.

På 17. etage holder Rita Rudasa til, og her har hun i de seneste to år arbejdet for at etablere en TV-kanal i Letland, der udelukkende sender på russisk døgnet rundt. Kanalen er tiltænkt det store russiske mindretal, som udgør en tredjedel af befolkningen og lige nu får alle nyheder fra russiske medier.

I løbet af det seneste år er det blevet et problem for de baltiske lande. Siden krisen i Ukraine begyndte, og Rusland annekterede Krim, har nyhedsstrømmen fra Moskva nemlig været manipulerende og decideret propaganda, mener Rita Rudasa.

»Vi har to befolkningsgrupper, der lever i fuldstændigt forskellige verdener inden for Letlands grænser. Russerne har ikke noget alternativ til det, der kommer fra Moskva, så de bliver fortalt løgnehistorier om Ukraine og Vesten dagligt,« siger hun.

Rita Rudasa har forsøgt at få politikernes øjne op for, at der har været en skarp opdeling i medieforbruget i flere år, men først nu, hvor kanalerne bliver betragtet som et sikkerhedspolitisk spørgsmål, har hun fået deres opmærksomhed.

»De kan ikke længere bare ignorere det, for det er en meget stor del af samfundet, som bliver eksponeret for disse partiske nyheder,« siger hun.

Underholdning og lokalt stof

Den nye kanal på russisk er stadig på tegnebrættet, og der er endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår den skal gå i luften. Men planen for at få russerne i Letland til at slå væk fra nyhederne fra Rusland er klar.

»Vi skal lokke dem med underholdning og lokalt stof. Vi ved, de gerne vil have nyheder om deres lokalområde, for det kan de ikke få fra Rusland. Det skal vi levere,« siger Rita Ruadasa.

Men selv når kameraerne ruller, og udsendelserne bugner af lokalt stof, tror hun, det bliver en lang og sej kamp at få seerne til at stole på nyhederne. Den nye kanal er nemlig allerede under beskydning fra russisk side.

For nylig blev der sendt et program på en halv time på en russisk TV-kanal om, at indholdet i de nye udsendelser vil blive bestemt og dikteret af USA.

»Seerne fik simpelthen indtrykket af, at vi får direkte ordrer fra den amerikanske kongres om alt, hvad der skal sendes, og at skatten i Letland skulle sættes op for at få råd til kanalen. I forvejen siger de, at alt, vi sender, er hardcore EU-propaganda,« siger Rita Rudasa og fortsætter:

»Jeg føler, at vi bliver nødt til at fortælle, at vi ikke opdigter historier, men at vi fortæller det, vi ser, og at det er den største forskel på os og Rusland. Det, vi producerer, er rent faktisk nyheder i modsætning til det, de russiske medier leverer.«

Samme diskussion i Estland

LTV i Riga er ikke de eneste, der vil formidle nyheder på russisk. Journalisten Ainaar Ruussaar arbejder for at gøre nøjagtig det samme i Estland, og hvis alt går efter planen, bliver den første nyhedsudsendelse på russisk fra public service-stationen ERR i Tallinn sendt i udgangen af september.

Han oplever også, at hans projekt har fået mere opmærksomhed og medvind fra politikerne i takt med, at konflikten i Ukraine har udspillet sig i det seneste år.

»De virker, som om de endelig er begyndt at forstå, at strategi ikke bare er kampvogne, soldater og missiler. En del af strategien er nødt til at være kommunikation, men vores opgave er ikke at lave modpropaganda. Glem det! Vi er fuldstændigt uafhængige,« siger han.

I Ainar Ruussaars baggrundsarbejde med etableringen af kanalen har han undersøgt de russisktalende esteres medieforbrug, og resultatet viser, at 76 procent af russerne i Estland får alle nyheder fra de russiske TV-kanaler. De resterende 24 procent er unge, som får informationer fra flere forskellige steder.

»Størstedelen af russerne i Estland ved slet ikke, hvad der foregår i Estland. De får ingen informationer om EU og ved ikke, hvad det vil sige, at landet er med i EU og NATO. Det er et problem,« siger Ainaar Ruussaar.

Følsomt emne

Det er ikke en ny idé, at der skal skabes TV-kanaler til de hundredtusindvis af russere, som bor i de baltiske lande. Det blev foreslået første gang i både Estland og Letland lige efter Sovjetunionens kollaps i 1991. Men der var hverken penge eller politisk vilje til at gøre alvor af det.

»Der var mange meget stærke følelser mod alt, der var russisk. Alt, der var russisk og havde noget med Sovjetunionen at gøre, skulle bare fjernes fuldstændigt og helst så hurtigt som muligt,« siger Iveta Reinholde, professor og leder af institut for statskundskab på Letlands Universitet i Riga.

Men i det seneste år har tonen været en helt anden. Nu er det blevet en sikkerhedspolitisk hastesag at sende nyheder på russisk, og politikerne står i kø for at understrege, hvor vigtige projekterne er.

»Nu mener politikerne pludselig, at det er altafgørende at have medier, der fortæller om virkeligheden og ikke bare opfinder sine egne historier, som de russiske gør. Det, der lige nu bliver rapporteret af baltiske og russiske medier, er som dag og nat,« siger Iveta Reinholde.

Ligesom politikerne, eksperterne og folkene bag de nye TV-stationer frygter Reinholde, at Rusland vil bruge de russisktalende indbyggere i et storpolitisk spil, som ingen kender formålet med. Alligevel tror hun ikke, Rusland vil få succes med det.

»Dem, der rent faktisk bliver påvirket af propagandaen og tager til Rusland, ser den russiske økonomis sande ansigt. Og det ansigt er ikke i nærheden af at være lige så smukt som det, de viser på TV,« siger Iveta Reinholde.

En stor del af det russiske mindretal føler også på egen krop, at den russiske økonomi er presset af blandt andet sanktioner fra Vesten. Flere end 10.000 russiske indbyggere i Letland får nemlig deres pension fra Rusland, og den skrumper i takt med valutakursen på rublen.

»De får mindre og mindre i pension, så de mærker det på deres egen økonomi, og det, tror jeg, får dem til at tænke sig om. Forskellen på økonomien i de baltiske lande og Rusland er jo enorm,« siger Reinholde.

Radiokanal spreder optimisme

Journalisterne, der vil etablere de nye kanaler, er særligt optimistiske, fordi radiostationen »Radio 4« i Estland allerede har stor succes med at sende nyheder på russisk. Men selv om stationen er populær, er det altafgørende at få TV-nyhederne med også, siger Andres Jõesaar, professor i cross media på universitetet i Tallinn.

»Bortset fra Radio 4 er der ikke noget alternativ for dem, der taler russisk, og slet ikke på TV. Det er rigtig skidt, for 95 procent af dem svarer i undersøgelser, at TV er deres hovedkilde til nyheder, og at de ikke ser mere end tre kanaler. Mange ser endda kun én,« siger han.

Derfor handler det ikke så meget om at stå imod den russiske propaganda, som det nogle gange lyder, men også om helt almindelig public service.

»Det er vigtigt af den simple grund, at vi ikke har fjernsynsprogrammer til en tredje- og fjerdedel af befolkningerne (i Letland og Estland, red.),« siger Andres Jõesaar.

Splittede unge

24-årige Pavels Smirnovs er en af dem, der ser ansigtet af den russiske økonomi i sin nære familie. Bedsteforældrenes pensionsudbetalinger fra Moskva bliver mindre og mindre, mens han selv nyder godt af friheden til at rejse og studere inden for EU.

Men konflikten i Ukraine sætter præg på stemningen hjemme hos hans russiske far og ukrainske mor, hvor der både bliver set russiske og ukrainske TV-kanaler.

»Vi prøver at lade være med at snakke om Ukraine, for det ender altid galt. Min far er meget begejstret for Putin, og min mor mener, at Rusland er skyld i det, der foregår,« siger Pavels Smirnovs.

Selv ved han ikke, hvad han skal tro på og mene, selv om han har boet i Letland hele sit liv og har lettisk statsborgerskab.

»På en måde er jeg stolt af at være russisk, men jeg er ikke stolt af det, Rusland gør nu. Ruslands kultur står mig meget nær, og den betyder meget for mig. Men den russiske politik er ekstremt aggressiv,« siger Pavels Smirnovs.

Pavels Smirnovs læser administration og ledelse til daglig og mener, at det er »helt åbenlyst«, at det er bedre at bo i Letland og være en del af EU og NATO end at bo i Rusland. Forældrene er ikke enige, så Pavles Smirnovs håber, at han kan få dem til at se den nye russiske TV-kanal.

»Jeg ved ikke, om det vil ændre noget, men jeg håber. Alt er partisk og viser kun én side af historien. Den eneste mulighed for at vide, hvad der foregår i Ukraine, er ved at være der selv,« siger han.

Bakkes op af EU

Initiativerne til at levere nyheder på russisk i de baltiske lande får også opmærksomhed i EU.

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), er blevet inspireret af sine kolleger fra de baltiske lande til at foreslå, at EU involverer sig mere i strategisk kommunikation for at løse spændingerne med Rusland.

»Så vidt jeg kan vurdere, er det simpelthen ikke muligt at lande en politisk løsning (med Rusland, red.), så længe der florerer en så massiv propaganda og så mange direkte og indirekte løgne i det offentlige rum,« siger han.

Lidegaard synes, at den russiske propaganda er »uhyggelig« og »dødsensfarlig«, fordi den er ude på at skabe had og splid i befolkningerne. Dog tror han ikke, at Rusland kan få succes med at manipulere med de russiske mindretal i de baltiske lande. De ved godt, at de har et meget bedre liv i EU og NATO end i Rusland, vurderer han.

»Men det kan stadig godt lykkes at skabe nogle meget stereotype forestillinger om, hvad der foregår, og det kan skabe nogle bevægelser og noget uro og ustabilitet inde i disse lande, som de er meget bekymrede for,« siger Martin Lidegaard.

Udenrigsministerens forslag er på programmet på et EU-topmøde i juni, hvor der efter planen skal være etableret en handlingsplan for den strategiske kommunikation.