Journalister bestemmer politikernes succes og fiasko

I morgen åbner Folketinget, og hvis man spørger politikerne selv, er det ikke blot åbningstalen, lovforslagene og de timelange debatter i salen, der bestemmer politikernes op- og nedture. De politiske journalister har stor magt, viser ny undersøgelse af det politiske magtspil.

To tredjedele af de adspurgte politikere på Christiansborg mener, at medierne kan afgøre en politikers succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan Helle slog Fogh? Bliver Lars Løkke en succesrig arvtager efter Fogh?

Svaret på disse spørgsmål afgøres for en stor dels vedkommende på landets tv-stationer og avisredaktioner. De politiske journalister har stor indflydelse på, hvilke politikere der får succes og på, hvilke emner der skal på den politiske dagsorden.

Det viser en ny undersøgelse blandt folketingspolitikere og journalister på Christiansborg, som Center for Journalistik på Syddansk Universitet har foretaget.

To tredjedele af de adspurgte politikere mener, at medierne kan afgøre
en politikers succes, mens lidt over halvdelen af dem mener, at mediernes magt er for stor.

Folketingsmedlemmer bestemmer mindst
Overordnet set tegner undersøgelsen et billede af, at både journalister og politikere mener, at medierne er en vigtig politisk magtfaktor.

Det gælder med hensyn til den politiske dagsorden og især under valgkampe. Det er dog bemærkelsesværdigt, at politikerne anser mediernes magt for større, end journalisterne selv gør.

Både politikere og journalister mener, at statsministeren er den person, der har mest indflydelse på den politiske dagsorden. Politikerne mener, at TV og radio er stort set lige så magtfulde som statsministeren, mens journalisterne anser den skrevne presses magt for større end TVs og radios.

Helt skidt står det til for folketingsmedlemmerne selv, der øjensynligt har meget vanskeligt ved at komme igennem med deres budskaber. Kun en fjerdedel af folketingsmedlemmerne synes, at de er i stand til at sætte nye problemer på dagsordenen, og de ligger dermed på en bundplacering efter henholdsvis statsministeren, TV/radio, ministre, den skrevne presse, interessegrupper, partier og tænketanke.

Journalisterne rangerer folketingsmedlemmernes magt næstsidst - kun undergået af tænketanke.

Medierne havde stor indflydelse på sidste valg
Undersøgelsen blev indledt efter valget i 2007, som 80 procent af de adspurgte politikere mener, at medierne dominerede.
Ifølge 65 procent af politikerne havde medierne direkte indflydelse på udfaldet.
Omtrent halvdelen af journalisterne var enige i begge synspunkter.

Undersøgelsen viser i det hele taget, at politikerne har en kritisk holdning til den politiske journalistik. De folkevalgte anklager således journalisterne for at gå efter sensationelle historier, der kan tiltrække mange læsere eller seere og for at fokusere på den politiske proces fremfor perspektiver og substans.

Journalisterne er mindre kritiske over for deres eget arbejde, men kan dog genkende nogle af kritikpunkterne.

Journalister søger mod den politiske midte
En stor del af de skrevne medier er borgerlige, men undersøgelsen afkræfter ifølge professor i journalistik og statskundskab, Erik Albæk, den udbredte opfattelse, at journalisterne selv skulle være meget venstreorienterede.

Selv om den politiske midte stort set er forsvundet på Christiansborg, trives den blandt journalisterne. Tre ud af fire erklærer, at deres politiske standpunkt er midterorienteret.

- Store dele af den offentlige debat om den politiske journalistik og forholdet mellem journalister og politikere bygger på myter og skrøner. Nu har vi endelig nogle konkrete undersøgelser, der blandt andet viser, at der intet belæg er for påstanden om, at politiske journalister skulle være særligt venstreorienterede, siger han.

De politiske journalister oplever ikke noget stort kommercielt eller politisk pres, men mener dog, at den stærke konkurrence med andre medier har den mest negative indflydelse på deres arbejde.