Den tidligere Hells Angels-rocker Jørn "Jønke" Nielsen kommer på stemmesedlen i Odense Kommune i forbindelse med kommunalvalget 18. november.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Jørn "Jønke" Nielsen stiller op for partiet Stabilt Demokrati, som han stiftede i 2023.

- Jeg har selv været bosat i Odense i snart to år, så det er naturligt, at jeg stiller op i Odense. Derudover stiller vi op i tre andre kommuner, siger han til mediet.

De tre andre kommuner er Svendborg, Vordingborg og Hjørring, oplyser han.

Jørn "Jønke" Nielsen siger desuden, at han blot er nummer to på Stabilt Demokratis liste. Maria Marinovic står øverst, siger han til Fyens Stiftstidende. Han tilføjer, at han skal agere "stemmesluger for Maria".

- Men jeg har selvfølgelig tænkt mig at opfylde mine forpligtelser, hvis jeg skulle blive valgt ind. I så fald må jeg lægge skriverierne lidt på hylden i et stykke tid, siger han.

Jørn "Jønke" Nielsen henviser til, at han ifølge Fyens Stiftstidende i begyndelsen af november udgiver sin sjette selvbiografiske bog om sit liv i og uden for Hells Angels. Bogen hedder "Rockersvin".

Stabilt Demokrati forsøger også at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Det skal senest finde sted før udgangen af oktober 2026.

Det kræver i øjeblikket 20.195 vælgererklæringer for at få et parti registreret på stemmesedlen til et folketingsvalg. I øjeblikket har Stabilt Demokrati 1001 vælgererklæringer.

Jørn "Jønke" Nielsen var med til at grundlægge rockerklubben Hells Angels i Danmark. Men i november 2020 blev han smidt ud, efter at have været medlem i næsten 40 år.

Tidligere er han blevet dømt for både vold og drab. Jørn "Jønke" Nielsen er blandt andet dømt for at have dræbt Henning Norbert Knudsen, også kendt som "Makrellen", som var præsident i den rivaliserende rockergruppe Bullshit.

"Makrellen" blev dræbt af skud fra en maskinpistol i 1984. Det blev kulminationen på en blodig rockerkrig, der frem til december 1986 kostede 12 personer livet.

Jørn "Jønke" Nielsen flygtede efter drabet i skjul i udlandet. I 1988 vendte han hjem til Danmark og tilstod. Han blev idømt 16 års fængsel for likvideringen.

/ritzau/