Joachim B. Olsen: Løkke kan »præstere i modvind«

Året i #dkpol LAs Joachim B. Olsen ser tilbage på året, der gik i dansk politik, og giver sit bud på blandt andet årets overraskelse, årets bommert og årets politiske begivenhed.

Politiko.dk har bedt en række politikere, kommentatorer og samfundsdebattører gøre status over det forgangne år i dansk politik.

Her giver Liberal Alliances Joachim B. Olsen sine bud på markante personer, partier og begivenheder:

Denne politiker har klaret sig bedst i år:

»Uffe Elbæk er det åbenlyse bud. At få stablet et parti så hurtigt på benene og blive valgt ind med ni mandater er utrolig flot. Men jeg synes faktisk, at Lars Løkke fortjener prisen. Ja, Venstre gik tilbage og det blev et nej den 3 december, men at klare sig godt som politiker kræver, at man mestrer mange discipliner. Herunder at kunne præstere i modvind.

Hvor mange politikere, i nyere dansk historie, har været under så stort pres, gennem så lang tid, som Lars Løkke? Men Lars Løkke har vist, at han kan det politiske håndværk. Han har vist, at han kan manøvrere i et meget kuperet politisk landskab under stort pres. De færreste har noget begreb om hvad det kræver. Jeg synes, at det aftvinger noget respekt.«

Dette parti har klaret sig bedst i år:

»Det er uden tvivl Dansk Folkeparti. De gik femten mandater frem. De har fastholdt fremgangen i meningsmålingerne. 2015 blev året, hvor Dansk Folkeparti fik en størrelse, som gør, at de med rette kan kalde sig et folkeparti.«

Årets politiske bommert:

»Carl Holst' håndtering af sagerne fra hans tid som regionsformand har ikke været kønt. Hvis han kunne spole tiden tilbage, ville han nok have grebet det anderledes an.«

Denne politiske begivenhed husker jeg 2015 for:

Naturligvis valget. Personligt var det en stor oplevelse. At blive valgt er en ting, men at blive genvalgt er naturligvis enormt tilfredsstillende. Glæden over LAs valgresultat var naturligvis stor i partiet.  Det var nogle gode uger. I finanslovsforhandlingerne fik vi sænket registreringsafgiften. Det var fantastisk. Registreringsafgiften har været en »hellig ko« i dansk politik. Takket være LA er det ikke sådan længere. Vi leverede varen på en af vores mærkesager.

Personligt var jeg meget tilfreds med forhandlingsforløbet omkring kontanthjælpsloftet. Det lykkedes at lande en aftale, som var mere ambitiøs end det regeringen selv lagde op til. Det synes jeg faktisk er godt gået.«

Årets største politiske overraskelse:

»Det må være Alternativet. Den 1. januar 2015 var der ingen, som troede på, at de ville blive valgt.«

Årets politiker på de sociale medier:

»Mattias Tesfaye. Han gør det virkelig godt på de sociale medier.«

Årets ikke-historie i dansk politik 2015:

»Polemikken om Esben Lunde Larsens Ph.d. Det er indbegrebet af en ikke-historie.«

Det forventer jeg bliver det vigtigste politiske tema i 2016:

»Jeg tror, trepartsforhandlingerne bliver det vigtigste politiske tema. Lykkedes det ikke regering, folketing og arbejdsmarkedets parter at komme med holdbare løsninger på integrationsudfordringerne, udsigten til lav økonomisk vækst i Danmark og alt for mange danskere på overførselsindkomst, så er den »danske model« reelt død.«

Læs de andre bud på »Året i #dkpol« på www.politiko.dk/åretidkpol