Jesper Petersen forlader SF

SFs politiske ordfører forlader partiet til fordel for Socialdemokraterne.

ARKIVFOTO. Jesper Petersen har siddet i Folketinget siden 2007 og har været sit SFs politiske ordfører siden 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, har meldt sig ud af partiet. Han har anmodet om at blive medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe.

»Jeg kan mærke helt nede i maven, at det er rigtigt og kan mærke, at jeg vil føle mig bedre tilpas i de bagerste rækker i Socialdemokraterne end i frontlinjen hos SF,« siger Jesper Petersen til TV 2 Nyhederne.

Jesper Petersen meddelte partiformand Annette Vilhelmsen sin beslutning tirsdag aften.

»Som ny formand har det hele tiden været mit ønske, at vi kunne gå videre sammen i SF. Jesper Petersen har nu besluttet sig til at blive socialdemokrat, og det er hans beslutning«, siger Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.

Ny politisk ordfører bliver Jonas Dahl.

Pegede ikke på Vilhelmsen

Jesper Petersen pegede på sundhedsminister Astrid Krag som ny formand for SF i efteråret. Hun tabte som bekendt til Annette Vilhelmsen.

Andre af Astrid Krags støtter har siden formandsvalget forladt partiet. Det gælder blandt andre Mattias Tesfaye, der forlod posten som næstformand. Thor Möger Pedersen blev fyret som skatteminister og er i dag tv-vært.

Før Jesper Petersens partiskifte kan blive officielt, skal to tredjedele af den socialdemokratiske gruppe stemme ham ind på partiets gruppemøde onsdag morgen.

Jesper Petersen har siddet i Folketinget siden 2007 og har været sit SFs politiske ordfører siden 2011.