»Jeres myndigheder må have besøgt et andet land end Eritrea«

På mandag genoptager Udlændingestyrelsen sagsbehandlingen af eritreeres asylansøgninger. På asylcentret i Helsingør møder vi nogle fra ugens mest omtalte befolkningsgruppe.

Foto: Linda Kastrup. »Jeres myndigheder må have besøgt et andet land end Eritrea. Det er jo fuldstændigt forkert, at jeg kan vende sikkert hjem. Døden vil være den mildeste straf, jeg kan blive udsat for, hvis jeg bliver sendt tilbage,« siger 27-årige Melake Kidane, der flygtede fra fængslet i Eritrea efter at have været tilbageholdt uden retssag og dom i to år.
Læs mere
Fold sammen

På det nedlagte hospital er der liv, også om natten. For nætterne er svære på asylcentret i Helsingør, der fungerer som modtagelse for mange af de eritreere, der i hundredvis er strømmet til Danmark siden sommer. 23-årige Youdit fortæller om, hvordan kvinderne om aftenen samler madrasser på gulvene i soveværelserne og tilbringe nætterne sammen.

»Vi er vågne alligevel, og så kan vi lige så godt være sammen. Vi græder, og vi forsøger at støtte hinanden. Vi er kommet til Danmark, fordi vi troede, at vi ville blive beskyttet. Nu ved vi ikke, om vi kan blive, eller om vi bliver smidt ud. Det er meget svært,« siger hun.

I sidste uge konkluderede Udlændingestyrelsen, at forholdene i Eritrea slet ikke er så slemme, som de er blevet gjort til af adskillige menneskerettighedsorganisationer og af FN. Eritreere behøver ikke nødvendigvis at være bange for at vende hjem, selv om de er desertører eller har forladt landet ulovligt. Derfor skal der ikke længere pr. automatik tildeles asyl til folk, der kommer fra Eritrea.

Nyheden nåede hurtigt til Helsingør, hvor eritreerne ikke har tænkt på andet siden. Udlændingestyrelsen vil fra på mandag blandt andet bruge sin egen, nye Eritrea-vurdering til at afgøre eritreernes ansøgninger om asyl.

»Er det sådan, man gør i Danmark,« spørger Senait med lige dele frygt og forundring i blikket.

Berlingske mødte Senait, 29, i oktober, hvor hun undrede sig over, at de danske myndigheder fandt det nødvendigt at undersøge forholdene i Eritrea.

»Det, kunne jeg ikke forstå, skulle være nødvendigt. Men selvfølgelig: Hvis de gerne ville have dokumentation, så kunne det jo ikke skade. Men jeg kan ikke forstå, at man kan finde på at skrive, at der er forbedringer. Det er ikke forbedringer, som almindelige eritreere kender til,« siger hun.

Et frygtet regime

Engang stod der sygesenge i rummet, der nu er TV-stue. Men fjernsynet med det afrikanske boligprogram bliver slukket, og ni kvinder og en enkelt mand fortæller Berlingske om, hvad de er flygtet fra. Fortællingerne er forskellige, men handler om det samme; om et regime, som frygtes af indbyggerne, fordi regimet er en trussel mod deres sikkerhed. Flygtningene fortæller om vilkårlige anholdelser. De fortæller om den tidsubestemte nationaltjeneste, som for mange er forbundet med vold, overgreb, og hvor flere af kvinderne fortæller, hvordan officererne begik seksuel vold og voldtægt.

De fortæller om at blive vækket i deres hjem af natlige anholdelsespatruljer, om fængslinger uden anklager og domstole. Lavmælte, næsten hviskende, fortæller de om, hvordan det opleves at blive bagbundet og underkastet vold og tortur i underjordiske fængsler udført af regime-repræsentanter, der først holder op med at slå, når deres kræfter slipper op.

Indtil august i år har situationen i Eritrea af de danske myndigheder været anset som så alvorlig, at eritreere pr. definition har fået opholdstilladelse. Men efter at tilstrømningen af eritreiske flygtninge til Danmark steg kraftigt fra juni til august, blev behandlingen af asylsagerne sat i bero. Med en såkaldt fact-finding-mission skulle Udlændingestyrelsen fastslå, om det er risikabelt for eritreere at flygte fra nationaltjeneste, som er en blanding af værnepligt og tvangsarbejde uden slutdato. Styrelsen undersøgte også, om eritreere, der er flygtet ud af landet, behøver at frygte for deres sikkerhed, hvis de vender hjem. Det var der ingen generel grund til at frygte, ifølge myndighederne.

Den mildeste straf er døden

Siden har flygtningene i Helsingør ikke tænkt på andet, og håb for fremtiden er vendt til ny frygt, når kvinderne sidder sammen om natten.

Ingen af kvinderne ønsker at stå frem, men 27-årige Melake Kidane har, modsat kvinderne i TV-stuen, intet imod at stå frem med navn.

»Hvad har jeg at miste,« siger Melake Kidane, der er indkaldt til interview i Udlændingestyrelsen 4. februar. Melake Kidane forlod Eritrea illegalt og har dermed ifølge Udlændingestyrelsen ikke nødvendigvis noget at frygte, hvis han skal vende hjem.

»Jeres myndigheder må have besøgt et andet land end Eritrea. Det er jo fuldstændigt forkert, at jeg kan vende sikkert hjem. Døden vil være den mildeste straf, jeg kan blive udsat for, hvis jeg bliver sendt tilbage,« siger han.

Melake Kidane fortæller om et liv som studerende i Eritrea, der brat blev afsluttet en nat, da soldater kom og hentede ham.

»De var mange om at tæve mig under anholdelsen og under forhøret, hvor de sagde, at jeg havde assisteret andre til at flygte. Det havde jeg ikke, men de troede ikke på mig.«

Melake Kidane så aldrig en dommer og var aldrig for retten i de to år, han sad fængslet. Anholdelsen og afhøringen var den eneste gang, han blev udsat for vold. Men under fængslingen blev fangerne sultet, siger han. En dag fik han chancen for flugt og tog den. Han krydsede Sinai-ørkenen, hvor han blev taget til fange af Rashaida-stammen, som er frygtet for deres bortførelser og krav om løsesum. Det kostede 20.000 dollar at blive sat fri. Et beløb som familie i udlandet var med til at skaffe. Efter et ophold i Israel blev han deporteret til Rwanda, hvorfra rejsen mod Danmark gik over Uganda, Sydsudan, Sudan, Libyen og over Middelhavet via Libyen.

Flygtninge kan fortælle, hvad de vil som motiv til ansøgningen om asyl. Men uanset om det, de siger, er sandt, så har de ar, som mange af dem fremviser som dokumentation for deres påstande om tortur, gjort ondt.

»Flertallet af de flygtninge, vi modtager fra Eritrea, har fysiske mærker og ar, og det er nærliggende at tro på dem, når de siger, at de har været udsat for tortur. Tortur er udbredt især i lejre i Libyen, hvor mange opholder sig, inden de sejler over Middelhavet. Men eritreernes skader er ikke nye. Det er ar på hænder, fødder og kroppe efter slag, pisk og brændemærker, og de har nået at hele. Jeg har ikke statistik på omfanget, men det er min klare vurdering, at et flertal er blevet tortureret i hjemlandet,« siger Jannich Bisp, daglig leder af asylcentret i Helsingør.