Danmark støtter Ukraine i angrebskrigen mod Rusland, og derfor er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på besøg i Kyiv for at vise opbakning.

Han mødes blandt andet med præsident Volodymyr Zelenskyj, som overrakte en orden til den danske udenrigsminister.

»Han havde en kæmpe tak til mig og til Danmark, og han overrakte også en orden til mig.«

»Som jeg ikke vidste ville blive overrakt. Som var en stor gestus, som bliver overrakt til folk, der gør noget helt særligt for Ukraine, og det var jeg meget benovet over at modtage fra præsidenten selv i egen person,« siger Kofod.

På Twitter skriver udenrigsministeren, at det er den ukrainske fortjenstmedalje af 1. grad.

Han kalder det en påskønnelse af Danmarks støtte til Ukraine, som blandt andet omfatter tre milliarder kroner i militære donationer.

Ukraine har indledt en modoffensiv mod Rusland for at drive russerne ud af landet.

»Detaljerne vil jeg ikke afsløre. Jeg vil sige, at det, man generelt fornemmer i Ukraine, er, at de er stålsatte på, at når de kan forsvare landet succesfuldt i seks måneder mod, at Rusland invaderer dem, så kan de også føre landet til sejr over Rusland.«

»Putin er både strategisk og fysisk en meget lille mand,« siger Kofod om den russiske præsident, Vladimir Putin, der indledte krigen for et halvt år siden.

Det er i år 30 år siden, de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Ukraine blev genetableret efter Sovjetunionens sammenbrud.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.