Jens Rohde truer sit parti: »Hvis man smider Ida Auken ud eller marginaliserer hende, så gør man det samme med mig«

Det radikale folketingsmedlem Jens Rohde har svært ved at forlige sig med sine partifællers reaktion på Ida Aukens Facebook-opslag onsdag, hvor hun anklagede Sofie Carsten Nielsen for at dække over Morten Østergaards opførsel over for kvinder. På Facebook truer han nu med at gå, »hvis man smider Ida Auken ud«.

 
Uro, splittelse og uenigheder hærger lige nu i Radikale Venstre. Få hele overblikket over sagen her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Det radikale folketingsmedlem Jens Rohde befandt sig tilsyneladende ude i klitterne, da krisen i hans parti onsdag ekskalerede og ifølge politiske iagttagere fik karakter af »åben krig«.

Men hjemvendt fra sin klitvandring kunne Rohde konstatere, at partifællen Ida Auken i et Facebook-opslag havde anklaget de Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, for at dække over sin forgænger, Morten Østergaards, upassende opførsel over for kvinder over for både offentligheden og folketingsgruppen.

En beskyldning, Sofie Carsten Nielsen siden har afvist »pure«. Partilederen erklærede sig onsdag ligefrem »rasende« over Ida Aukens påstande, som hun betegnede som et »direkte angreb« på deres fælles parti.

Men – skriver Jens Rohde i sit Facebook-opslag – »et kættersk spørgsmål nager mig«:

»Hvad nu, hvis Ida Auken har ret?«

Nu truer han tilmed med sit parti med, at en udsmidning eller marginalisering af Ida Auken vil betyde, at han følger efter.

Jens Rohde og Ida Auken fik tilsammen cirka 28.000 personlige stemmer i København ved det seneste folketingsvalg.

Kære alle Et kættersk spørgsmål nager mig: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret? Jeg var på klitvandring i går, og min...

Slået op af Jens RohdeOnsdag den 14. oktober 2020

Jens Rohde, der skiftede til Radikale Venstre fra Venstre tilbage i 2015, og som siden 2019 har repræsenteret partiet i Folketinget, har tilsyneladende svært ved at forlige sig med, at mange radikale i lighed med Sofie Carsten Nielsen onsdag udtrykte deres dybe utilfredshed med Ida Aukens ageren.

»Og det ofte med ord, der er hentet fra en åndelig septitank. Budskabet er klart: Hun tager fejl. Hun er illoyal. Vi er rasende. Hun kunne gøre tingene anderledes. Hun vil bare have en anden formand. Hun burde faktisk smides ud. Vi kommer hele vejen rundt. Men hvad gør alle folk, der nu kaster sig over budbringeren, hvis Ida Auken har ret? Hvis nu det rent faktisk ikke handler om politik og magtkamp?« skriver han og minder om, at Ida Auken allerede i weekenden skrev en e-mail med sine synspunkter til folketingsgruppen.

»Hun oplevede at blive afvist. Sådan som hun tilsyneladende har oplevet det ofte i spørgsmål henset til dette emne. Det kan man have alle mulige meninger og ideer om, men man kan jo ikke bare sådan tage den følelse fra Ida Auken. Det løser i hvert fald intet. Så igen: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret? Det er vores pligt at stille det ubehagelige spørgsmål. Og give svaret på det. Ellers lyver vi for os selv, hvilket gør det vanskeligt ikke at lyve for andre,« skriver Jens Rohde.

En helt usædvanligt opdatering

Ida Auken skrev i sit Facebook-opslag, at »allerede fredag under pressemødet vidste jeg, at Sofie Carsten Nielsen ikke fortalte hele sandheden«.

På pressemødet bedyrede Sofie Carsten Nielsen, at hun ikke kendte til flere sager om krænkelser fra Morten Østergaards side end sagen om hans håndpålæggelse på partifællen Lotte Rod for et årti siden.

Efterfølgende er det dog kommet frem, at Sofie Carsten Nielsen var vidende om, at også folketingsmedlem Katrine Robsøe har følt sig krænket af Morten Østergaard, men den politiske leder har bl.a. forklaret, at Robsøe har betroet sig til hende om episoden i fortrolighed.

Men Ida Auken beskrev i sit Facebook-opslag en helt tredje, »særdeles alvorlig sag« fra 2017, hvor Morten Østergaard ifølge hende har optrådt »grænseoverskridende«. Ifølge hendes udlægning bad hun dengang »udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard«.

»Sofie Carsten Nielsen har efterfølgende afvist at have hørt en sådan historie om Morten Østergaard, og det samme har landsformanden. Den tredje person, partisekretæren, har modsat de to andre skriftligt bekræftet, at jeg har talt med ham om sagen,« skrev Ida Auken og tilføjede, at hun allerede i 2018 meddelte Sofie Carsten Nielsen, at hun havde mistet tilliden til Morten Østergaards lederskab, »blandt andet på grund af hans opførsel over for kvinder«.

Rohdes »løfte« – eller trussel

De Radikale har ikke nogen eksklusionsparagraf, men Sofie Carsten Nielsen gjorde det i går klart, at hun havde meget svært ved at se, hvordan hun og Ida Auken fremadrettet kan samarbejde i folketingsgruppen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Ida Auken var »velkommen tilbage i folketingsgruppen under din ledelse«, svarede den nye politiske leder ifølge dagbladet Politiken, at »der vil skulle en hel del til«.

Sofie Carsten Nielsen havde »ikke nogen kommentarer til«, om hun gerne ville ekskludere Ida Auken, hvis det var muligt.

Men, skriver Jens Rohde i sit Facebook-opslag, »de fejl, vi som parti har begået, kan vi kun rette op på sammen«.

»Derfor siger jeg også hundrede procent ærligt, at hvis man smider Ida Auken ud eller marginaliserer hende, så gør man det samme med mig. INGEN skal stå alene på perronen, fordi de ikke holdt kæft. Dette »løfte« kan jeg godt se, kan blive en stor fristelse for nogle. Men se det i stedet som en opfordring til, at alle tænker sig om, inden man kører raid mod Ida Auken. Radikale Venstre har ikke brug for færre, men flere kræfter.«

Jens Rohde stemte i sidste uges kampvalg om den politiske lederpost i partiet på Martin Lidegaard, der tabte til Sofie Carsten Nielsen med stemmerne 4-12. Jens Rohde bedyrer imidlertid, at hans »løfte« om at gå sammen med Ida Auken, skulle det komme dertil, ikke handler om magtkamp og politiske synspunkter.

Han og Ida Auken har således »meget forskellige holdninger til mange ting og kommer fra hvert vort ideologiske udgangspunkt«, som han skriver.