Jens Rohde opfordrer Lars Løkke til at gå af

Folket har mistet tilliden til Venstres formand, og derfor er han nødt til at gå af. Sådan lyder den klare melding fra partiets eget medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde.

Jens Rohde er europaparlamentsmedlem for Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kritikken af Lars Løkke Rasmussen (V) og sagerne om hans partibetalte tøj og familierejser ser ikke ud til at forstumme forud for det afgørende møde i Venstres Hovedbestyrelse tirsdag. Tværtimod.

I et hårdt angreb på sin partiformand kræver Venstres medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde (V), at Løkke går af. Og han har alle otte vælgerforeninger i Viborg bag sig, skriver Viborg Stifts Folkeblad. Også Venstres Ungdom i byen og medlemmerne af byrådet bakker op om ham.

»Det er en historie, som bare bliver ved og ved og ved med at gentage sig,« siger Jens Rohde.

»Vi kan ikke gå til et folketingsvalg med en konstant angst for, hvad der kommer i morgen,« fortsætter han i Viborg Stifts Folkeblad.

Jens Rohde blev i søndags valgt til endnu en periode i Europa-Parlamentet. Men valget blev ikke den Venstre-sejr, som der oprindeligt var lagt op til. Inden sagen om Løkkes tøj og rejser begyndte, stod partiet til at blive den største danske gruppe i Bruxelles med fire mandater. Men i stedet for fremgang blev Venstre reduceret med et mandat, og må derfor fremover nøjes med to pladser i parlamentet.

Jens Rohde peger på, at der står en naturlig arvtager klar til at overtage formandsposten i Venstre efter Lars Løkke. Det er kronprinsen Kristian Jensen (V).

»Kristian Jensen er indbegrebet af flid, ordentlighed og ordholdenhed, og det er nogle helt traditionelle og gode dyder, som jeg synes er en mangelvare på Christiansborg,« siger Jens Rohde til Viborg Stifts Folkeblad.