Jens Rohde bliver formand for nyt udvalg: »Det er afgørende at få det undersøgt«

På foranledning af Venstre har Folketinget netop nedsat et udvalg, som skal afklare, hvordan man kommer til bunds i minksagen. Jens Rohde (R) er valgt til formand for det nye udvalg.

Jens Rohde (R) bliver formand for det nye udvalg, der skal afklare, hvordan minksagen undersøges. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

Forløbet om regeringens ulovlige ordre til at beordre alle landets mink slået ned er foreløbigt kortlagt i en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet. Men nu skal et folketingsudvalg dykke ned i, hvordan man kan komme endnu tættere forløbet.

På foranledning af Venstre er der netop nedsat et undersøgelsesudvalg, som havde sit første møde torsdag i denne uge, hvor Jens Rohde fra de Radikale blev valgt som formand. Han fortæller om udvalgets opgave i forhold til minksagen.

»Vi skal ikke undersøge sagen. Vi skal beslutte os for, hvilke undersøgelser der skal gå i gang af hele forløbet. Udvalget skal alene finde ud af, hvordan den her minksag skal undersøges. Det er formålet med udvalget,« siger Jens Rohde.

Mai Mercado (K) er næstformand for udvalget, som også tæller medlemmer fra SF, Enhedslisten, Venstre, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet.

Jens Rohde har foreslået det nye udvalg, at Folketinget skal nedsætte et parlamentarisk granskningsudvalg, fordi det set med hans øjne er vigtigere end at kaste og haste sig ud advokatundersøgelser eller kommissionsundersøgelser.

»Det er afgørende at få det undersøgt, men jeg synes, at vi skal afprøve alle parlamentariske muligheder, før man udliciterer opgaven til advokater eller en kommission. Det gjorde Folketinget også i Støjberg-sagen. Der vil jo blive afholdt et hav af samråd og hasteforespørgsler, og dem skal vi tage. Vi har jo en opgave i at kontrollere regeringen, og den skal vi udfylde, før vi iværksætter en kommissionsundersøgelse,« siger Jens Rohde.

Også Alternativet, som ikke er repræsenteret i det nye udvalg, mener, at minksagen skal undersøges nærmere.

»Vi synes ikke, at Mogens Jensens redegørelse er nok. Vi synes, at den efterlader så mange spørgsmål, at vi skal have det undersøgt nærmere. Om det skal være advokatundersøgelse eller en kommission eller noget helt tredje, ved vi endnu ikke, men det tager vi stilling til på vores gruppemøde på tirsdag,« siger sundhedsordfører Torsten Gejl med henvisning til den redegørelse, som Fødevareministeriet fremlagde onsdag, kort efter at Mogens Jensen (S) trak sig som minister.