Jens-Frederik Nielsen er træt af muligt forsøg på køb af underskrift
Ifølge Sermitsiaq har en angiveligt amerikansk mand tilbudt 200.000 dollar for at skrive under på holdning.

Ifølge Sermitsiaq har en angiveligt amerikansk mand tilbudt 200.000 dollar for at skrive under på holdning.

Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, har torsdag på Facebook reageret skarpt på en historie om, at en angiveligt amerikansk mand i Nuuk skulle have spurgt tilfældige mennesker på gaden om, hvorvidt de vil skrive under på en erklæring om, at Grønland kan blive en del af USA.
Som modydelse har manden angiveligt tilbudt 200.000 dollar, knap 1,3 millioner kroner.
- En udenlandsk person tilbyder penge for en underskrift for at indlemme Grønland i et andet land. Det er ikke bare dybt bekymrende. Det er uanstændigt, skriver Jens-Frederik Nielsen.
- Sådan behandler man ikke et folk. Og sådan taler man ikke om et land. Vi er et demokratisk samfund. Vores fremtid bliver ikke forhandlet i en taxa. Og den bliver ikke købt med penge. Jeg tager skarpt afstand fra den her form for adfærd, skriver regeringschefen.
Det grønlandske medie Sermitsiaq har beskrevet, hvordan den angiveligt amerikanske mand skulle have henvendt sig til mindst to personer med tilbuddet.
En borger fortæller til mediet, hvordan han hjalp den amerikanske mand med at finde vej til mandens hotel i Nuuk. Og så kom manden med et tilbud, fortælles det.
- Som jeg kan se det, så har han en stak papirer, blanketter man skal udfylde for at afgive en slags stemme.
- Manden oplyste mig om, at hvis jeg sagde ja til tilbuddet, så ville jeg modtage 200.000 dollars til januar næste år, fortalte borgeren onsdag til Sermitsiaq.
Borgeren afslog tilbuddet.
Grønland har længe været i verdens søgelys, fordi USA's præsident, Donald Trump, har ytret sit store ønske om at få øen på amerikanske hænder.
De amerikanske tilnærmelser er dog gang på gang blevet afvist af Jens-Frederik Nielsen og fungerende statsminister i Danmark Mette Frederiksen (S).
/ritzau/