»Jeg vil vælte Lene Espersen«

Lene Espersens mest markante kritiker hos de Konservative, Peter Norsk, har nu endegyldigt besluttet, at han går efter at vippe hende af pinden som K-formand.

Foto: Jan Jørgensen

Det er nu en realitet, at Lene Espersen skal ud i et kampvalg for at genvinde formandsposten hos de Konservative.

Efter at have overvejet situationen i et døgns tid, erklærer det markante konservative hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk sig klar til kampvalg til på partiets landsråd om godt to uger.

- Jeg vil vælte Lene Espersen. Det er ikke en umulig sag, så jeg stiller op. Siden jeg offentliggjorde mine overvejelse om at stille op på Facebook og optrådte i medierne i går, er det væltet ind med mails fra partifæller, som stort set alle er positive, siger Peter Norsk.

Han afviser enhver snak om, at han er chanceløs ved det kommende kampvalg.

- Ud af de cirka 50 mails, jeg har fået, er der kun et par stykker, der ikke er positive, siger Peter Norsk.

Tidligere MF'er blandt støtterne
De første K-folk har meldt sig på banen til fordel for Peter Norsk. En af dem er tidligere folketingsmedlem Viggo Fischer, der var partiets politiske ordfører fra 1990-1991.

- Jeg vil støtte Peter Norsks kandidatur, og jeg deler den kritik, han har rettet af partiets ledelse. Norsk er mere i overenstemmelse med de Konservative værdier end partiledelsen, siger Viggo Fischer, der er især er fortørnet over Lene Espersens burka-forbud.

Han medgiver dog, at det næppe lykkedes for Peter Norsk at styrte Lene Espersen af tronen.

- Jeg erkender, at han nok ikke har så store chancer for at blive valgt. Men hans kandidatur er et signal til den konservative ledelse om, at den skal lægge kursen om efter dens tilnærmelser til Dansk Folkeparti, siger Viggo Ficher, der er delegeret på partiets landsråd.

Også den tidligere KU-formand Lass Borck Schmidt tilkendegiver sin støtte til udfordreren på Facebook: "Peter Norsk har klart min stemme i et kampvalg mod den forklædte DF'er, vi har som partiformand i øjeblikket!"

Politisk program ligger klart
Over for Berlingske Tidende fastslog Peter Norsk i går, at hans kupplaner er politisk motiverede, fordi han netop er godt og grundig træt af det han kalder "drejningen" af den politiske linie.

Ikke mindst Lene Espersens forslag om et burka-forbud har antændt Norsk.

- På en række centrale områder kopierer vi nærmest Dansk Folkeparti, og det finder jeg uacceptabelt. Det er en hån imod kerneværdierne i konservatismen, sagde Peter Norsk, og forsikrede om, at han har gjort sit hjemmearbejde.

- Jeg har nøje gennemtænkt mit politiske program, og hvad der skal være de konservative visioner. Det ligger klar, pointerede han.

Den konservative partiformand virkede dog ikke videre nervøs for den overraskende udfordring, der dumpede ind i går og som nu fører til et egentligt kampvalg på landsrådet den 12.-13. september .

- Det er op til Peter Norsk. Det kan man ikke forhindre. Én ting er sikker: Jeg stiller op som formand igen, sagde hun til Ritzau og tilføjede, at hun står "helhjertet" bag sit omdiskuterede burka-forbud.

- Det er den rigtige kurs, vi har lagt, fastslog Lene Espersen.