»Jeg vil aldrig lade mig banke på plads og sige, at jeg ikke går ind for fri hash længere«

Venstres Kåre Traberg Smidt har gjort sig bemærket med en viral video om drengeomskæring, og så har han ved flere lejligheder ytret sig imod partilinjen. Det vil han fortsat gøre, hvis han kommer i Folketinget, og han mener, at Venstre kan rumme det.

Kåre Traberg Smidt er advokat og kandidat til Folketinget for Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Han har kritiseret Venstres udlændingepolitik på partiets landsmøde, han går ind for fri hash, og så er han kritisk over for genindførslen af boligjobordningen.

Og det er Kåre Traberg Smidt ikke bleg for at sige offentligt, selvom han går imod partiets linje.

Nu stiller han op til Folketinget, og hvis han bliver valgt ind, vil han fortsætte med af sige sin mening - også hvis den går imod partiets.

»Det er klart, at i dagens Danmark er parlamentarisme bygget op om partier. Det er meget sjældent, at enkeltpersoner får 20.000 stemmer og kommer i folketinget. Derfor finder man det parti, der idealistisk passer mest til én. Det er for mig Venstre, og Venstre kan sagtens rumme det.«

»Jeg har ikke én eneste gang i den tid, jeg har været her, fået at vide af Lars Løkke eller Kristian Jensen, at jeg skulle rette ind. Ikke én gang. Og det, synes jeg, er format.«

Men gør du dig håb om, at det ændret noget?

»Det er jeg helt sikker på. Men jeg skal ikke belære nogen om noget. Jeg kommer med min holdning, og så tager vi debatten i partiet, og så må vi se, om jeg kan overbevise dem, eller om de kan overbevise mig. Det skal man have plads til.«

Jeg sidder her med en pressemeddelelse, som du har sendt ud i starten af året angående boligjobordningen, hvor du siger, at du er uenig med den. Er der ikke mulighed for at tage sådan noget internt i Venstre i stedet for at gå ud offentligt med det?

»Boligjobordningen er noget vi har diskuteret i de lokale Venstre-foreninger. Der må man bare sige, at når vi har diskuteret færdig, så har man selv en holdning. Jeg har en forpligtigelse over for mine vælgere, og hvis jeg ikke mener det, som moderpartiet mener, så må jeg gå ud og sige det.«

Hvad har du tænkt at gøre, hvis du bliver valgt ind i Folketinget? Vil du fortsætte med at sende pressemeddelelser ud som denne her, der går imod partiet linje?

»Jeg står ved det, jeg siger. Det er dejligt, hvis partiet lytter til mig. Men jeg kan også godt rette til. Der er dog forskel på at diskutere en boligjobordning eller et stort etisk spørgsmål som drengeomskæring eller diskriminering af religion. Det er større etiske problematikker, som jeg kan garantere dig for, at jeg aldrig vil stemme for«.

Men i et spørgsmål om fri hash for eksempel kan du blive tvunget til at stemme om. Vil du så stemme imod Venstre?

»Det er en meget hypotetisk diskussion. Men der er ikke nogen, der skal være i tvivl om, at jeg til en hver tid vil stille mig op og sige, at jeg vil ønske en komplet legalisering af hash. Det vil jeg blive med at sige. Jeg vil aldrig nogensinde lægge skjul på min holdning, og jeg vil aldrig lade mig banke på plads og sige, at jeg ikke går ind for fri hash længere.«

I forbindelse med din udmelding om fri hash udtalte Preben Bang Henriksen (V), at det er farligt at stille op til Folketinget med et program, der afviger fra sit parti. Det lyder som om, der måske ikke er så meget luft i Venstre, som du siger.

»Det må stå for hans egen regning. Jeg mener, at jeg er 80-90 procent enig med partiet.«

Er det dit håb, at vi ender der, hvor det i højere grad er det enkelte folketingsmedlem, der stemmer?

»Jeg kan mærke, at vi er i en tid, hvor jeg sidder på tværs af partiskel, hvor jeg kan være meget enige med folk, og jeg kan være uenige med dem i andre ting. Vi skal selvfølgelig have struktur, og derfor mener jeg også, at partierne har en eksistensberettigelse. Men jeg hylder den øgede tanke om, at man kan lave forlig på tværs på af partier, fordi det kunne skabe en større samhørighed i samfundet.«