»Jeg vidste slet ikke, at noget kunne gøre så ondt, uden at man besvimede«

28-årige Askalu er flygtet fra fængsling og tortur i Eritrea, men i Danmark kan hun ikke være sikker på den beskyttelse, eritreere fik indtil i sommer. Mens solen går ned over flygtningecentret i Helsingør, hvisker hun sin historie.

Den gravide flygtning fra Eritrea, Askalu, har svært ved at forholde sig til, at de danske myndigheder mener, det er forsvarligt at sende flygtninge tilbage til hendes hjemland, hvor hun er blevet mishandlet gennem måneder. Hun har kun opholdt sig i det midlertidige modtagecenter for asylsøgere på det nedlagt Helsingør Hospital i ni dage. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Det havde været en lang nat på Middelhavet. Motoren var gået i stå dagen før. Der var vistnok brændstof nok, men mekanikken havde givet op i den gamle fiskerbåd, hvor flygtningene sad helt tæt op ad hinanden.

Båden tog vand ind, men drikkevand og mad var der ikke mere af. Og så kom speedbåden med det italienske flag. Det var præcis det, de mange eritreere havde drømt om. Nu. Nu var de i sikkerhed, fortæller 28-årige Askalu, mens hun holder om sin gravide mave. Speedbåden sejlede tre gange rundt om båden.

»Der var folk i uniform om bord. Vi vinkede og græd, men de kiggede blot på os, og så sejlede de bort. Vi var fortabte. Samme følelse har jeg nu.«

Dagen gik, det blev nat, flygtningene blev våde i båden, der nu var synkende. To skibe passerede uden at standse, men om eftermiddagen samlede et filippinsk tankskib de næsten 400 flygtninge op og sejlede dem til Italien.

Det er ti dage siden, at Askalu ankom til det nedlagte hospital i Helsingør. Hun er i syvende måned og havde håbet på asyl og beskyttelse efter flugten fra Eritrea.

»Jeg har hørt, at de danske myndigheder ikke længere mener, at Eritrea er farligt, og at det er trygt at vende hjem. Vi havde hørt, at Danmark tog imod eritreere, men nu vender man ryggen til. Ligesom da speedbåden sejlede væk. Derfor vil jeg gerne fortælle min historie. Det, jeg vil fortælle nu, har jeg ikke engang fortalt min egen mor,« siger hun, mens de sidste ord falder som en hvisken.

Askalus historie begynder for to år siden, da en nabo, en mand i 50erne, først bejlede kraftigt til hende og siden krævede af hende, at hun skulle indlede et forhold til ham, selv om hun havde haft den samme kæreste siden den tidlige ungdom.

Senere blev det til et krav om ægteskab, der blev fremsat over for hendes familie. Han blev rasende, da hun med opbakning fra sin familie afviste ham.

»Han råbte til mig, at jeg ville fortryde det. Han har en høj stilling i regimet, og vi blev meget bange,« fortæller Askalu.

Hendes far forsøgte at lægge sig imellem, da en lastbil fuld af soldater en nat kom og hentede hende. Faderen fik tæv, moderen skreg, og Askalu tænkte, at nu skulle hun dø. Natten tilbragte hun i en underjordisk celle i det frygtede fængsel i Aderset-militærlejren i det vestlige Eritrea.

Gennemtævet og voldtaget

Adskillige rapporter fra menneskerettighedsorganisationer beretter om tortur, afstraffelser og drab. Der er ikke adgang til lægehjælp, og dødsårsagerne er ofte banale sygdomme eller dehydrering.

Der var 24 andre kvinder i cellen, som hun skulle tilbringe de næste mange måneder sammen med. Forhøret næste morgen begyndte med spørgsmål og anklager om, at hun bistod landsmænd på flugt. Den ene af de to mænd i uniform fandt ud af, at de var fjerne slægtninge.

»Så rejste han sig og sagde, at han ville gå nu, og at han håbede, at jeg ikke ville miste min forstand.«

Den anden soldat bad hende om at tage tøjet af. Først tævede han hende, til han blev træt. Han voldtog hende og sluttede af med pisk og spark, inden hun mistede bevidstheden. Hun vågnede, da han hældte en spand vand over hendes hoved. Da hun blev slæbt tilbage til cellen, råbte han:

»Her lærer vi sådan nogen som dig at gøre, hvad vi siger.«

Hver søndag kom fire officerer til cellen og pegede fire kvinder ud. De skulle servere kaffe for dem i deres barak om eftermiddagen. En af Askalus veninder havde prøvet det før. Da hun blev peget ud en morgen, begyndte hun at ryste og vise ubehag. Officererne valgte en anden.

Men veninden blev bedt om at tage tøjet af. Hendes håndled og ankler blev bundet sammen. Hun blev smurt ind i honning på krop og ansigt og lagt ud i den bagende sol, hvor insekter og især myrer med det samme myldrede over hende. Om aftenen blev hun slæbt ind i cellen igen, sønderbidt men levende, men kvinderne fik ikke lov til at vaske honningen af hende.

Askalu blev valgt som serveringsdame, og mens hun og tre andre kvinder hældte kaffe op, fordelte officererne kvinderne imellem sig og talte åbent om, hvad de ville gøre ved dem.

Askalu blev bedt om at gå ind i et rum og tage tøjet af. Tolken får tårer i øjnene, mens Askalu i detaljer fortæller om smerten fra slagene og den sadistiske seksuelle mishandling. »Der var så meget blod. Jeg vidste slet ikke, at noget kunne gøre så ondt, uden at man besvimede.«

Da officeren ikke havde flere kræfter, bad han hende om at vaske gulvet, så blodet kom væk. Hun vraltede, da hun blev ført tilbage til cellen. Officeren indhentede hende og sagde, at hun skulle gå normalt, og at hvis hun nogensinde fortalte, hvad han havde gjort ved hende, ville han slå hende ihjel.

Løsladt mod bestikkelse

Månederne gik, og hende kæreste og familie fandt ud af, hvor hun var. De havde samlet penge ind, så de kunne bestikke de rigtige, så hun kunne løslades. Hun flygtede til Etiopien, men blev anholdt sammen med en række andre kvinder, efter at de havde tændt lys efter Lampedusa-ulykken. Det lykkedes hende at undslippe, da de åbne lastbiler med eritreiske soldater ankom og gennede fangerne op på ladene, inden de satte kursen mod hjemlandet.

Askalu flygtede igennem Sudan, hvor hun mødte sin kæreste, der måtte flygte efter at have bistået til hendes frigivelse. Der var ikke penge til, at kæresten tog med videre, så i dag holder de kontakt via Wifi-telefoni.

Menneskesmuglerne fik 1.200 dollar for at transportere Askalu gennem Sudan, 2.000 dollar for at bringe hende igennem Libyen og 1.800 dollar for en plads i den synkefærdige plimsoller. Men penge var ikke den eneste pris. Mens Askalu ventede på en plads på en båd, opførte menneskesmuglerne sig ikke et hak bedre end officererne i Aderset.

Askalu slog sin mave, da hun skulle om bord på den filippinske tanker, hvor besætningen i det døgn, resten af sejlturen varede, serverede ris og drikkevand.

»De var barmhjertige. De gav os det, de havde,« fortæller hun.

Askalu undgik nemt at blive registreret i Italien. Hun havde ikke flere penge, men sammen med en veninde tog hun toget til Danmark. De gemte sig på togtoiletter det meste af vejen. De ankom til København, og Askalu skulle tisse. Da hun kom tilbage, var veninden væk. Hun mødte en somalier, der fortalte hende, hvilke busser hun skulle rejse lidt videre med og så tage bus 381 til Sandholm-lejren.

Askalu tier. Kigger ned. Udenfor sænker mørket sig over Helsingør. Berlingske spørger, hvordan hun har det med at skulle interviewes af Udlændingestyrelsen, som ikke længere anser Eritrea som farligt at vende tilbage til for eritreere, der har forladt landet illegalt.

»Jeg er flygtet for at redde livet. Hvad mere kan jeg sige?«

Med respekt for din historie, så er det jo forventeligt, at de danske myndigheder vil stille kritiske spørgsmål. Hvordan vil du egentlig svare på spørgsmålet om, hvorfor din historie er værd at tro på?

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bange. Jeg frygter for min families skæbne. Mit underliv er ødelagt. Jeg skal snart føde. Hvordan kan man bevise sit liv?«

Den 28-årige kvinde har bedt om at blive kaldt Askalu i artiklen, selv om det ikke er hendes rigtige navn.

Tidslinje over Eritrea-sagen (klik på pilene eller træk i billedet):