»Jeg vidste ingenting«

Caroline Stephens havde aldrig været politisk aktiv før. Men for to år siden gik UKIPs kritik af EU lige i hjertet på hende. Hun stiller nu op for partiet ved det kommende britiske valg.

Caroline Stephens er parlamentkandidat for partiet UKIP ffor byen Stroud i England. Her øver hun sig på sin tale før et vælgermøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STROUD: Caroline Stephens vil aldrig glemme den 25. marts 2013. Hun deltog for anden gang i sit liv i et møde med UKIP-politikere, og nu var følelsen der igen.

Den 50-årige kvinde havde aldrig været politisk aktiv, men et par uger forinden havde hun tænkt, at det var synd for en veninde, hvis hun skulle alene af sted for at høre om det fremadstormende britiske protestparti. Så Stephens kørte hende ud til mødet.

To UKIP-medlemmer af Europa-Parlamentet talte om et kæmpemæssigt spild af britiske skatteyderes penge i EU i en udemokratisk organisation, der bare bliver større og større, og hvor de folkevalgte reelt var sat helt uden for indflydelse og hverken kunne ændre eller stoppe noget.

Stephens siger, at hendes forhold til EU uden at have tænkt særligt meget over det indtil da var »ambivalent«, og hun beskriver det som, at »lyset blev tændt«:

»Jeg var ikke klar over noget af det. Jeg vidste ingenting.«

Da Stephens så var til mødet i slutningen af marts, hvor UKIP forberedte sig på det forestående lokalvalg, var det som om, at brikkerne faldt helt på plads:

»Alle de mennesker fyldte rummet. Så faldt tiøren. Jeg indså, at de ønsker at redde dette land. Det er sådan, jeg opfattede det. Pludselig opdagede jeg, at jeg rakte hånden op og spurgte, om der var brug for flere. Så i løbet af en aften meldte jeg mig ind i partiet og stillede op som kandidat til kommunalvalget.«

To år senere har Stephens helt hyllet sig ind i UKIPs partifarve. Øjenskyggen er lilla, det samme er neglelakken, blusen, tørklædet og støvlerne er lilla, og hun bærer en lilla taske.

Nu er hun partiets parlamentskandidat for Stroud-kredsen i det sydvestlige England lige før, det bliver til Wales. Hun dedikerer al sin tid uden for familien til det, selv om hun godt ved, at det bliver svært ved valget til maj.

Sidste gang var der næsten dødt løb i Stroud mellem Konservative og Labour, og UKIPs daværende kandidat fik 2,2 procent af stemmerne, lige under landsgennemsnittet for partiet, der ikke fik plads i Westminister. I de forløbne fem år har UKIP imidlertid forårsaget en politisk eksplosion i Storbritannien, og analytikere kalder det kommende valg for »det mest uforudsigelige siden krigen« og måske nogensinde.

UKIP fik flest stemmer af alle ved valget til Europa-Parlamentet sidste år, og to højtprofilerede suppleringsvalg i efteråret sikrede partiets første mandater i det britiske underhus. Begge gange var de vindende kandidater »overløbere« fra de konservative.

Caroline Stephens hjalp Mark Reckless til sejren i Rochester-kredsen, hvor hun vakte opmærksomhed som kvindelig fortaler for partiet, der ofte får kritik for at være mandsdomineret med politiske slaglinjer båret af partileder Nigel Farages »pub-humor«.

»Måske er det lidt lettere for mig at ringe på og tale med kvindelige vælgere. Jeg var alle steder i medierne, og børnene sagde, at det var flovt. Men der var politikere alle steder fra, og jeg mødte en masse mennesker, der talte og tænkte politik ligesom mig. Det er som en anden familie ved siden af min familie,« siger Stephens, der erklærer, at hun ikke er stødt på forhindringer som kvinde i partiet.

Både manden samt datteren på 13 og sønnen på 12 år var med nordpå, da Stephens hjalp til, men »de gjorde nogle andre ting, mens jeg delte brochurer ud og talte med vælgere,« siger hun. Den politiske karriere er helt hendes eget projekt.

»Min mand støtter mig 100 procent, men han blander sig ikke. Han vil ikke fortælle mig, hvad han vil stemme. Han er meget stille og rolig, og vi taler ikke meget om politik.«

»Nogle gange kommer jeg med udbrud over noget, vi ser på TV, og så lader han mig bare rase ud. Han tager sig også af børnene, når jeg er væk. Og nu er det ham, der foretager strygning. Jeg hader at stryge,« siger hun med et lille smil.

I modsætning til de øvrige partiers kandidater bor hun uden for kredsen i et »forstadshus« i Chippenham cirka 40 kilometer fra Stroud. Det er et lille handicap i valgkampen, men det er også en fordel i det private erklærer Stephens, for hun »vil holde familien udenfor«:

»Du ønsker at ændre verden, men familien er jo stadig det vigtigste. Bortset fra den statsstøttede pasning nogle få timer om ugen, da mine børn var to-tre år, har jeg selv passet dem, og jeg kører dem fortsat i skole. Kun meget sjældent har jeg tilbragt en nat væk hjemmefra uden min familie, og det har jeg holdt fast i som politiker. Jeg har været nødt til at være mere effektiv med min planlægning og sørge for at få taget noget op af fryseren eller få købt ind i supermarkedet i god tid.«

Veninden fra det første møde har også meldt sig ind i UKIP, men ellers er der »ikke mange af mine venner, fra før jeg sluttede mig til partiet, som forstår, hvad UKIP handler om,« siger Stephens. Hun taler heller ikke så meget med vennekredsen om sit nye liv:

»De tænker ikke så dybt over det politiske. Nogle af dem har travlt med at være mødre. En gang imellem bliver jeg grebet af noget, og så lader de mig skvaldre lidt.«

Før i tiden stemte Stephens konservativt. Hun forlod skolen som 18-årig og begyndte at arbejde i et forsikringsfirma. Her avancerede hun til en lederrolle, hvor hun skulle tage sig af problemer med en sag om forsikringer, der var solgt på et forkert grundlag ved at udnytte kundernes tillid.

»Det gjorde mig meget desillusioneret med en branche, hvor mange mennesker havde tjent en masse penge på den måde,« siger Stephens.

Hun opgav forsikringsbranchen og tog i stedet en to-årig suppleringsuddannelse som matematiklærer, og efter at have mødt sin mand flyttede hun til Chippenham, hvor hun arbejdede på lokale, offentlige skoler. Også her spillede hendes retfærdighedssans ind, siger Stephens:

»Jeg tog mig af børn, der blev mobbet, og jeg meldte mig frivillig til at være gårdvagt, så jeg kunne holde øje med, hvad der foregik.«

Senere, da hun havde fået børn, kastede hun sig over frivilligt arbejde hos flere hjælpeorganisationer, der arbejder med britiske forhold. Her forsøgte hun at kombinere sine tidligere erfaringer og vakte opsigt med opfordringer til at bringe elevernes forhold til deres privatøkonomi ind i undervisningen.

Hun kom med i et bredt sammensat nationalpolitisk udvalg, der så på muligheder for at forhindre, at børn og unge stifter gæld. Flere politikere i Underhuset fik øje på Stephens og hendes naturlige talent for at skabe tillid og kontakt. »Jeg tager folk med i stedet for at tale ned til dem,« siger hun selv. Hun fik et tilbud fra de konservative om at stille op som lokalpolitiker:

»Jeg tænkte meget over det, men når du ikke har det i hjertet, kan man ikke stå op for det.«

Deltagelsen i kampagnerne havde givet hende lysten til noget mere, men først da Stephens fandt UKIP, så hun et sted, der passer til hendes mission:

»Jeg hørte om regeringens pengespild i EU, og på samme tid arbejdede jeg med at lære unge, hvordan de skulle undgå at stifte gæld. Samtidig stifter vi gæld og giver bistandshjælp til andre lande, mens folk er i nød her i Storbritannien. Det virker helt forkert.«

Om aftenen under mødet med Berlingske har Stephens inviteret til valgmøde. Der er under 20 tilhørere i Chalford Sport & Social Club. Men det er en af de mindre byer i kredsen, og der er fortsat tre måneder til valget.

Stephens fortæller om, hvordan hun kom ind i politik, om hvordan regeringen »brænder« penge af på EU, mens hun i skolerne fortæller eleverne, at de ikke bare skal bruge løs, og at man låner for at give penge til bistandshjælp, mens briter må søge hjælp hos folkekøkkener. Hun siger også, at EU kan blive meget større med »Albanien og Tyrkiet«, og at det går mod Europas Forenede Stater.

En af tilhørerne vil gerne høre om partiets sympati over for skifergas, der er et ømtåleligt emne i kredsens naturskønne område med mange miljø-interesserede vælgere.

Et andet spørgsmål går på partiets seneste udmelding om at ville forbyde de gængse slagterimetoder for halal- og kosherkød. Et tredje på holdningen til forsvarsudgifter. Stephens bladrer lidt i partipapirerne.

Stephens siger, at hun gerne vil sætte et politisk aftryk med at få finansiel undervisning ind i skolen og sætte ind mod lånehajer. Når hun taler om det fra hjertet og med et smittende smil, går der lige ind i maven på tilhørerne. Når det gælder nogle af de store linjer skinner hendes lynkarriere igennem, og UKIP er ikke længere kun et protestparti med enkeltsager og »gratis« markante udmeldinger.

Hvad med værdipolitikken?

»Vi har ikke noget imod udlændinge. Vi er imod masseindvandring, og vi er et land bygget på kristne værdier, og det må de acceptere,« siger Stephens.

»Jeg er kristen. Jeg er metodist og går i kirke hver søndag. Min mand er katolik og går også i kirke. Så vi er en delt familie.«