Selv kalder han sig rådhusbetjent i gåseøjne. 60-årige Niels Bjergvang har siden midten af juni været ansat i et seniorjob i Lejre Kommune, hvor han 37 timer om ugen agerer en slags altmuligmand på rådhuset.

»Sjællands navle,« som han siger med et grin, da han tager imod ved rådhusets hovedindgang i Hvalsø.

Niels Bjergvang er en af de 3.500 danskere, der benytter sig af seniorjobordningen. En ordning, der har vokset sig langt større og dyrere, end politikerne havde regnet med, da den trådte i kraft i 2008. Alene i år vil ordningen koste det offentlige 1,3 milliarder kroner.

Niels Bjergvang har haft et langt arbejdsliv i det, han selv betegner som servicejob – han har været lastbilchauffør, skolepedel og har arbejdet med asfalt. En dag blev han ledig og måtte gå på dagpenge.

Det lykkedes ikke at finde et job, så da Niels Bjergvangs toårige dagpengeret slap op, og han efterfølgende var få måneder fra at opbruge sin midlertidige arbejdsmarkedsydelse, gjorde A-kassen ham opmærksom på den jobgaranti, der gælder for lige nøjagtig gruppen, han tilhører:

Danskere, der har mistet retten til dagpenge, har indbetalt til en efterlønsordning og er maksimalt fem år fra at kunne gå på efterløn. Danskere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen, fordi de har været langtidsledige og er i slutningen af 50erne eller lige omkring 60.

Med hjælp fra A-kassen fik Niels Bjergvang afleveret en ansøgning og var til samtale.

»Og da min arbejdsmarkedsydelse så var ved at løbe ud, ringede de til mig og sagde: Du skal møde på mandag, hvordan passer det? Det kunne jeg jo godt, så jeg sagde: Jeg kommer bare.«

To ekstra hænder

Niels Bjergvang kan være i jobbet, indtil han kan gå på efterløn om to et halvt år – så udløber seniorjobordningen for ham.

»Jeg må jo ikke gå ind og dække et ordinært job, så jeg er lidt en slags underassistent til en rådhusbetjent. Jeg sørger for, at kaffemaskinerne er fyldt op, at der bliver ryddet op efter frokosten, at der bliver stillet kaffe, te og måske sodavand frem til møderne, og at kommunens breve bliver frankeret. Og nu har jeg jo prøvet at være skolepedel, så jeg kan også hænge en opslagstavle op og skifte en pære,« siger Niels Bjergvang og holder en kort pause, inden han opsummerer:

»Jeg går simpelthen bare ind som to ekstra hænder.«

Niels Bjergvang bor med sin kone, Inge, i et hus fem kilometer fra rådhuset, og hver morgen kører han den lille tur i sin bil for at møde mellem klokken 7.15 og 7.30.

»Og så er det vigtigste at få gang i kaffemaskinen som det første, inden vi åbner for borgerne,« siger han og griner igen.

Havde Niels Bjergvang ikke haft mulighed for at få et seniorjob, ved han ikke helt, hvad det var endt med.

»Jeg ville ikke rigtigt kunne få kontanthjælp, for jeg ejer både hus og bil, så jeg var vel egentlig endt med at falde helt ud. Så jeg er glad for, at jeg ikke har meldt mig ud af efterlønsordningen, for så havde jeg brændt alle broer bag mig, indtil jeg kunne få folkepension,« siger Niels Bjergvang.

»Jeg synes, det er et dejligt sikkerhedsnet, og jeg har det godt her. Så hvis alt går, som det skal, så er det her, jeg skal passes, indtil jeg kan gå på efterløn. Eller ... Vi passer jo sådan set på hinanden.«