»Jeg skal være Venstre-mand, for jeg synes, at hende der Inge Støjberg er lækker«

Foto: Henning Bagger

Man er vant til at se hende i offensiven; for eksempel i situationer hvor hun taler om stramninger af udlændingeloven eller definerer, hvad det egentlig vil sige at være dansk.

Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var alt andet end i offensiven, da hun for nylig spiste kebab og drak cola med Valdemar og Dennis i Nakskov - de to fyre fra »Drengene på kanten« på DR3.

Som der står i omtalen af programserien: »Drengene på kanten er dem der bliver forladt, når de andre tager på uni. Dem der har lavet lidt for meget drama og alt for få lektier. Men det er slut nu. De skal til at blive voksne!«

Inger Støjberg tog angiveligt til Lolland på grund af denne kommentar fra Valdemar i et af afsnittene. »Jeg skal være Venstre-mand, for jeg synes, at hende der Inge Støjberg er lækker.«

I videoen, der blev vist fredag på DR'3 Facebook-profil, hvor den blev set 300.000 gange på blot to timer, siger Dennis, at »I burde give os en chance«.

»For eksempel sådan en som mig, der virkelig gerne vil have et arbejde og bare har søgt og søgt og søgt.

»Jeg ved godt, at det er vores egen skyld, at vi har en plet på straffeattesten ... den bremser mig i at komme videre i stedet for at falde tilbage til det her kriminalitetsliv. Det synes jeg personligt, man burde lave det om,« siger Dennis.

Han foreslår helt konkret, at det burde være muligt at kunne vedlægge en vurdering fra sine samtaler med Kriminalforsorgen til jobansøgningerne.

Til det svarer Inger Støjberg:

»Jeg vil gerne tale med justitsminister Søren Pind om det; om man på en eller anden måde kan bruge de samtaler, som du har med Kriminalforsorgen, til noget.«

På de to timer havde videoen fået over 6.000 kommentarer, og flere diskuterer, om programserien er fiktion eller virkelighed.

»Jeg kender drengene, og nej, det er ikke fiktivt! Tro det eller lad vær, men deres historie er, som tv viser det,« skriver en bruger, der hurtigt bakkes op:

»Jeg er ret sikker på, at det, vi ser, er ægte. Selvfølgelig er der klippet og redigeret i klippene. Tror ikke de drenge altid har haft det lige let ... og uanset om man kan lide det eller ej, så synes jeg, de er for vilde.«