»Jeg sagde OP til 80 procent«

Dansk Folkepartis EP-spidskandidat Morten Messerschmidt svarer igen på kritikken om, at det er stærkt overdrevet, når han siger, at 80 procent af alle love vedtages i Bruxelles.

Morten Messerschmidt afviser ny undersøgelse, der affejer myten om, at 80 pct. af den danske lovgivning kommer fra EU. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Du har tidligere sagt, at op mod 80 procent af al vores lovgivning kommer fra EU?

»Det, jeg har sagt, er, at Marlene Wind i sin bog – tilbage fra 2005, som jeg husker det – skrev, at på erhvervsministeriets område er det 80 procent, og at det så på andre områder er mindre.«

Du udtalte i filmen »Det store bedrag«, at »op mod 80 procent af vores lovgivning i dag kommer fra EU?«

»Ja, jeg sagde OP til 80 procent, og det betyder netop, at på visse ministerområder er det 80 procent, mens det på andre er mindre, for eksempel kirkeområdet.«

På mandag udkommer der en ny dansk bog, »Regelstaten«, hvori det fastslås, at det reelle tal snarere er mellem 10 og 20 procent – altså langt under det, du har sagt?

»Jamen, det er helt uredeligt. Det er der overhovedet ikke noget, der tyder på. Hvem er de forskere, der har skrevet det?«

Mads Leth Jakobsen og Peter Bjerre Christensen...

»Nå, okay, jeg har aldrig hørt om dem. Det må de jo om. Jeg glæder mig til at se deres metode. Jeg er sikker på, at den afviger fra den, der er anvendt af andre anerkendte forskere.«

Så du afviser, de har ret?

»Nej, nej, nej – de er sikkert nogle hæderlige og flinke fyre begge to. Jeg siger bare, at det handler om metode.«

De fastslår, at hvis man tæller love, der rent juridisk fører EU-ret ind i Danmark, så er niveauet mellem 10 og 20 procent?

»Jamen, hvis man nøjes med at tælle de direktiver, der bliver implementeret i dansk ret, så er det ét billede. Hvis man også vælger at tage forordninger med og domme, der påvirker lovgivningen, så er det et helt andet billede.«

Når forskerne bag den nye bog bruger de bredest mulige kriterier, så ender de på 40 procent – altså halvdelen af hvad du har sagt?

»Jamen, jeg henviser til Marlene Wind, som ved gud ikke er en af mine energikilder. Så det tager jeg med sindsro.«

Så du synes, det er helt redeligt at sige »op til 80 procent«?

»Altså, hele den der debat har jeg haft tidligere. Kan du ikke bare google, hvad der blev sagt.«

Det er vel meget rimeligt at stille spørgsmål ved det her, når du selv har brugt de 80 procent, og du siger, at EU fylder for meget?

»Jamen, så de der mennesker, der har lavet den der bog – sæt en debat op med dem, og så tager vi en debat om præmisserne for de der beregninger.«

Så hvis man siger »op til 80 procent«, kan man altid bare sige, at det også dækker 10 eller 20 procent?

»Jamen, har jeg sagt andet?«

Marlene Wind har tidligere blankt afvist at have refereret til 80 procent i nogle af sine bøger (Red.)