»Jeg kan blive bekymret på Danmarks sikkerheds vegne, når Putin rasler med sablerne i Danmarks baghave«

Kend din folketingspolitiker: Danmarks erhvervsminister er vild med Jo Nesbø og Harry Hole-universet, han fremhæver den kulturkanon, han lavede som kulturminister i den tidligere VK-regering, og så peger han på Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet som Folketingets bedste debattør uden for de Konservative. Kom tættere på Brian Mikkelsen her.

Her er det Brian Mikkelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på de Konservatives erhvervsminister, Brian Mikkelsen.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»Jeg elsker weekenderne. En god dag starter med en tur på cyklen i skoven og Dyrehaven. Derefter hjem til familien og spise god og sund morgenmad sammen. Familien er det vigtigste, og de stunder, hvor vi har tiden til hinanden, skal vi huske at sætte pris på. Det gør jeg. Jeg er en nyhedsjunkie og skal naturligvis igennem alle aviserne på min iPad over en kop te.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Jeg har absolut mest overskud, når min familie har det godt. Når der er ro hjemme, så har jeg meget mere at give af mig selv på arbejdet.«

3. Hvem ser du op til?
»Hvis det er min politiske idol, så vil jeg sige Winston Churchill. Hvor meget større kan det blive end at have reddet den frie vestlige verden fra nazisterne? Og så har jeg den største respekt for dem, der lykkes. Dem, der går linen ud og satser alt på et bræt som fx iværksætterne Steve Jobs og Martin Thorborg.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Nu er jeg faktisk et meget positivt væsen. Men selvfølgelig kan jeg blive rasende. Jeg går enormt meget op i, at vi skal kunne stole på hinanden, og at en aftale er en aftale. Derfor bliver jeg sgu rasende, hvis nogen forræder den tillid.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Så var jeg da træner for fodboldlandsholdet... Nej, det er nok bedst, at jeg bare er trofast fan. Jeg tager en dag ad gangen, og jeg er utroligt glad og stolt over at være erhvervsminister i Danmark. Jeg vil så gerne lykkes med at gøre hele vores samfund fra Gedser til Skagen mere velstillet og skabe en masse arbejdspladser.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»Jeg vil tillade mig at nævne tre: Første gang jeg blev valgt i Folketinget i 1994, da jeg blev minister i VK-regeringen i 2001 – og sidst men ikke mindst her i november, hvor Det Konservative Folkeparti endnu en gang gik i regering, jeg blev erhvervsminister – og hvor vi indtil videre er kommet godt fra land.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»Så må jeg nok sige mine forældre. De har haft en enorm betydning for min politiske overbevisning. De har lært mig at tage ansvar, have enorm omsorg for andre og tro på, at vil man, så kan man.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Jeg får ikke læst lige så meget skønlitterært, som jeg gerne ville. Men jeg er helt vildt med Jo Nesbø og Harry Hole-universet.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Så ville jeg investere i unge talentfulde iværksættere. Jeg er så imponeret over de mange gode ideer, som jeg møder som erhvervsminister. Og det er jo lige præcis adgang til kapital, som desværre står i vejen for flere for at realisere deres drømme.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Jeg har et godt sovehjerte. Søvnen er så utrolig vigtig. Og derfor sørger jeg for at jeg ved siden af mine lange dage på kontoret også dyrker motion. Det fungerer godt.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Jeg er faktisk ret stolt af at have været initiativtager til den såkaldte kulturkanon tilbage i min tid som kulturminister. Den har siden haft stor indflydelse på, hvordan vi taler om og prioriterer vores danske kulturarv. Vores danske kultur er altafgørende for Danmark, så den kan næsten ikke omtales og debatteres for meget.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Jeg synes, at Henrik Sass er en rigtig dygtig politiker. Han står ved sine holdninger. Han er til at stole på, og så er han løsningsorienteret. Ham har jeg stor respekt for.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»En af de centrale ting, vi skal lykkes med, er at finde en løsning på vores manglende økonomiske vækst. Vi taber terræn til landende omkring os, og det er ikke holdbart. Her ser jeg digitaliseringen som en central løsning, der skal løfte vores økonomi. Jeg ser utroligt meget frem til at lancere Danmarks nye digitale vækststrategi, som bliver et af de centrale udspil fra mig som erhvervsminister i år.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Jeg er generelt glad, når vi rykker tingene bare lidt i vores retning – også selvom vi ikke altid når lige så langt, som vi konservative gerne ville, hvis vi havde siddet på 90 mandater alene. Hvis jeg alligevel skal nævne noget, ærgrer jeg mig over, at vi op igennem de seneste 15 år ikke var bedre til at holde snor i Skat, før det blev en stat i staten. Det er vi dog heldigvis gået i gang med nu.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Jeg er et familiemenneske ud over alle grænser, så det er klart, at det at stifte familie og få børn slår alle andre skelsættende øjeblikke. Det er selvfølgelig stort eksempelvis at blive officielt udnævnt til minister af selveste Dronning Margrethe – men det slår stadig ikke at se sine børn komme til verden.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Der er simpelthen for meget fokus på at finde fejl i dansk politik og for lidt tid på at finde løsninger.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Det er selvfølgelig først og fremmest tanken om, at det skulle ske min familie noget. Men derudover kærer jeg mig om Danmark, og jeg kan blive bekymret på Danmarks sikkerheds vegne, når Putin rasler med sablerne i Danmarks baghave.«