»Jeg har ikke brug for at føle mig magtfuld«

Kend din folketingspolitiker: Hun blev valgt til Folketinget i 1998 efter kun få dages kandidatur og har været medlem lige siden. Hun napper en ostemad, et glas mælk og en snaps, hvis hun ikke kan sove. Og så synes hun, at medierne for ofte laver overskrifter, der ikke passer på indholdet i artiklerne. Kom tættere på Socialdemokratiets Karen J. Klint.

Foto: Katrine Emilie Andersen. Socialdemokratiets folketingspolitiker Karen Klint.
Læs mere
Fold sammen

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på Socialdemokratiets formand for Folketingets Kirkeudvalg og Udvalget vedrørende Det Etiske Råd, Karen J. Klint.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»En dag hvor jeg får det fra hånden, som jeg skal. Og hvor der er tid til mere end arbejde.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Jeg har ikke brug for at føle mig magtfuld. Men jeg har det godt, når jeg får løst udfordringer/sager i forståelse med andre. Evt finder en ny løsning, så vi kan komme videre.«

3. Hvem ser du op til?
»Jeg har ingen speciel guru, men ser op til mennesker, der opfører sig ordentligt, som giver plads til andre, og som gør en særlig indsats. Noget man kan i alle sociale lag i samfundet.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Når nogen lyver eller misbruger andres tillid - herunder min egen.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Jeg er jo i folkepensionsalderen, men ville fortsat være aktiv i foreningsarbejde med mere.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»At blive valgt til folketinget 11. marts 1998 efter kun få dages kandidatur.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»Fra et politisk barndomshjem, hvor vi lærte at tage ansvar for andre end os selv, lærte at give plads til andre og være flittig.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Jeg får læst for få bøger, men synes godt om Pave Frans' bog »Forandring og håb«. Jeg fik den lige efter udgivelsen af nu afdøde Erling Tidemann, som jeg kendte fra mange sammenhænge.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Hvis det var privat, jeg fik en milliard, ville jeg skynde mig at skrive et testamente, så staten ikke arvede det hele, da jeg ikke har tvangsarvinger tæt på. Var det politiske penge, skulle de bruges til mere tryghed i velfærden for borgere med mange udfordringer. For eksempel mennesker med handicap, så de under uddannelse er ligestillet med unge, der oppebærer SU, personer der er fanget ind af misbrug og ofte lever på gaden, og noget til psykiatrien, der fortsat har et efterslæb.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Søvnløshed kan skyldes politiske udfordringer eller hyppige transporttider, der gør en overtræt. Så hjælper en ostemad, et glas mælk og en snaps. Selve tænkningen slår jeg fra.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»At det efter mange år lykkedes at få en national handleplan for psykiatrien, noget jeg havde arbejdet på i mange år. At jeg kom igennem med, at der skulle ses på folkekirkens organisation/struktur – også noget der tog flere år. Nu mangler vi bare, at Venstre også vil være med til at gennemføre det. At være med til at dæmme op for mere tvang og magt i behandlingen af mennesker med forskellige lidelser.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Der er flere – deriblandt Pernille Skipper (EL), Josephine Fock (ALT), Christian Juhl (EL) og Liselott Brix (DF).«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»At vi bevarer et solidarisk skattesystem kombineret med et tolerant og ansvarsfuldt arbejdsmarked.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Jeg går ind for loyalitet med min gruppes beslutninger. Her argumenterer jeg, hvis jeg er uenig. Et par gange er det lykkes at få noget ændret, så det var let at stemme for noget svært (for eksempel den såkaldte smykkelov, hvor beløb mm blev ændret).«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»At den sidste af min forældre døde. Heldigvis i en sen alder, men det skabte en tomhed, der overraskede mig ret så meget.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Mediernes spillen mange ud mod hinanden - eventuelt ved overskrifter, der ikke passer til indholdet. Men også alt for meget personfnidder forårsaget af os selv.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Hvis uligheden bevidst øges på grund af de velbjergedes 'ragen til sig selv' – måske burde de læse formålet med Jydske Lov. Had mellem befolkningsgrupper, volden på gaden og tankeløshed som det at smide sten ned på biler på en motorvej kan også gøre mig bange.«