»Jeg forsøger faktisk at afslutte en ret dramatisk sag«

INTERVIEW: K-formand Søren Pape Poulsen er ikke bange for at komme til at pirke yderligere til den politisk dramatiske kvælstofsag med sine nye krav.

Foto: Claus Bech. »Med det forløb, den her sag har haft, så ville det være godt for os alle sammen at få den sag afsluttet,« siger K-formand Søren Pape Poulsen om sit nye krav til regeringen. Foto: Claus Bech
Læs mere
Fold sammen

Krumtappen i K-udspillet er en såkaldt efterafgrødeordning, der kompenserer de danske landmænd med 700 kroner pr. hektar, hvis de frivilligt etablerer efterafgrøder. Forudsætningen for, at ordningen leverer den reduktion på mere end 600 tons, som Det Konservative Folkeparti ønsker, er, at danske landmænd frivilligt etablerer 42.800 hektar efterafgrøder.

Søren Pape Poulsen, så længe ordningen er frivillig, er det så ikke fugle på taget?

»Nej. Når jeg hører Landbrug & Fødevarer udtale sig, så siger de hele tiden, at de vil levere på de ting, der bliver givet penge til, og som politikerne vedtager. Det tror vi på, indtil det modsatte måtte være bevist.«

Men det er frivilligt. Anerkender du ikke, at der er en risiko for, at reduktionen aldrig finder sted?

»Jo, det anerkender jeg. Men jeg er helt sikker på, at landmændene – når nu pengene følger med – har en interesse i at levere på de ting, Folketinget beslutter.«

Er det forslag, du fremlægger, det samme, som du blev tilbudt under forhandlingerne med statsministeren på Marienborg til gengæld for ikke at vælte Eva Kjer Hansen som minister?

»Det her er ikke det, jeg blev tilbudt. Og så vil jeg i øvrigt ikke sige, hvad vi blev tilbudt, for det skete under fortrolighed.«

Men er det her mere eller mindre grønt end det, du blev tilbudt på Marienborg?

»Jeg kommer ikke til at sige mere om, hvad jeg fik tilbudt på Marienborg.«

Det er da relevant for dine vælgere at få at vide, om det her giver en større eller mindre reduktion af kvælstof end det, du blev tilbudt på Marienborg?

»Nej, det er ikke relevant for mine vælgere. For de har overhovedet ingen idé om, hvad der blev talt om på Marienborg.«

Du opstiller en deadline og siger, at du ikke vil trækkes rundt i manegen. Har du nogen grund til at tro, at det er nødvendigt at fare sådan frem over for regeringen?

»Jeg tror, vi må sige, at med det forløb, den her sag har haft, så ville det være godt for os alle sammen at få den sag afsluttet og få sat nogle deadlines på.«

Risikerer du ikke at pirke yderligere til en ret dramatisk sag?

»Jeg forsøger faktisk at afslutte en ret dramatisk sag. Det her er et forslag, som er til at håndtere.«