Jeg er ikke undertrykt

Foto: Pressefoto. Merete Riisager (LA)
Læs mere
Fold sammen

Jeg er ikke undertrykt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan selvfølgelig lide af ”falsk bevidsthed” og således være undertrykt uden selv at være klar over det. Ikke mindst hvis man følger den socialistiske verdensopfattelse, hvor manglende erkendelse af egen begrænsede situation ligger som en latent mulighed. Men da jeg har svært ved at forholde mig til en indsigt, jeg ikke kan opnå, må jeg nøjes med det, jeg faktisk ved - nemlig at jeg er vokset op med tid til kreativitet, faglighed og fysisk udfoldelse, uden at der er blevet sat begrænsninger for mig grundet mit køn. Jeg har klatret i træer, dyrket eliteidræt skulder ved skulder med både drenge og piger, fået en universitetsuddannelse efter eget valg, haft en række gode job i det private erhvervsliv, haft ledelsesansvar, delt barslen med faderen til mine børn og er blevet opstillet og valgt til Folketinget. Jeg har ikke mødt andre begrænsninger end de, der udspringer af mine egne manglende evner eller mod, samt de, der indtræffer i ethvert liv som følge af tilfældigheder og dårlige valg. Jeg har svært ved at se, hvor i det forløb undertrykkelsen har gjort sig gældende, men jeg kan som sagt tage grueligt fejl.

Feminismens vinde blæser i Skandinavien, især i Sverige, men også i Danmark, breder en ny form for feminisme sine vinger ud. Modsat tidligere tiders suffragetter og rødstrømper opstiller de nye feminister få konkrete mål. Der kæmpes ikke for valgret, ret til abort, lige akkord ved transportbåndet eller ret til værnepligt. Der kæmpes derimod en kulturkamp mod patriarkatets indlejrede overherredømme, hvor den latente undertrykkelse betragtes som ”usynlige strukturer”, der begrænser kvinder (og mænd), og som er skyld i, at færre kvinder når til tops i erhvervslivet og at kvinder udsættes for overgreb. Strukturene er usynlige, men udtrykkes gennem eksempelvis ”hverdagssexisme”, en overrepræsentation af maskuline vejnavne og forfattere og fravalg af kompetente kvindelige kandidater til forskerstillinger. Men netop fordi strukturerne er usynlige, er de også vanskelige at diskutere og svære at udfordre. Jeg vil dog forsøge, idet jeg grundlæggende er uenig i, at der fortsat hersker en overordnet patriarkalsk kultur i Skandinavien, og at alle kvinder deraf per se er undertrykte.

Jeg har en nær veninde, der lever et godt liv med en mand, hun elsker. Længe før hun traf ham, levede hun med en mand, hun fandt sammen med som helt ung og som hun fik børn med. Manden drak, tævede og nedgjorde hende. Hun boede langt ude på landet. Helt derude hvor man er vant til at bide ting i sig, og hvor man ikke lige ”løber af pladsen”. Sidst i tyverne fandt hun kræfterne til at tage børnene under armen og forlade den mand, der ikke havde fortjent hende. Med møje og besvær og hårdt arbejde kravlede hun op over kanten og skabte en ny tilværelse for sig selv og børnene.

Jeg har også en god bekendt med muslimsk baggrund. En ung kvinde, der studerer, bor hjemme og går ud med veninderne. Hun bærer håret løst og skriver om sine erfaringer med at have forældrenes kultur med sig, mens hun afprøver friheden ved at gøre ting, der for etnisk danske kvinder er helt almindelige. Hun har kærester og drikker vin. For nylig rejste hun alene til en europæisk storby, og da hun der bestilte et glas vin, sagde tjeneren: ”Det skal du vel ikke have. Er du ikke muslim?” På nettet mødes hun af nedgørende kommentarer fra andre danske muslimer, der fremstiller hendes helt almindelige ungpige-liv som var hun en letlevende kvinde. Jeg forbavses over de forfærdelige og nedgørende angreb, hun må imødegå fra både mænd og kvinder, der føler sig berettigede til at dømme hende.

Der findes mandchauvinisme, og kvindeundertrykkelse i Danmark, men patriarkatets overordnede magt er brudt, når det gælder mainstreamkulturen. Lad mig give et eksempel: For et par år siden på en mellemstor, dansk virksomhed (I kan ikke gætte hvilken, for jeg har som konsulent arbejdet en lang række steder) kom jeg tidligt til et mødelokale, hvor jeg skulle lede et møde. Det var en dejlig solskinsdag, og den første mødedeltager var en af de øverste chefer i organisationen. Han mødte mig med denne bemærkning: ”Sikke varmt det er i dag, Merete. Du burde have hot-pants på!”, hvorefter han utilsløret tog min påklædning i øjesyn. Jeg svarede: ”Du har helt ret! Det burde du også! Du har jo benene til det!”

Min pointe er, at kvinder for 40 år siden ville have haft svært ved at give igen på sådan en kommentar, men den kamp, kvinder før os har kæmpet, har resulteret i, at seksualiserede kommentarer ikke længere er legitime. Min tillidsmand kunne sikkert have bragt chefen i en ubehagelig situation, men jeg gik ikke til ham. I stedet bad jeg chefen kravle op på bordet for at binde en lampe op, der kom i vejen for projektoren, hvilket han gjorde. Så var vi kvit.

Et lignende eksempel er bataljen med Carsten Hansen, der er minister og uddannet varmemester. Han fik sagt til en ansat i partiet, at ”hun da vist havde brug for en rigtig mand”. Det skulle han aldrig have gjort. Minister eller ej, den aldrende varmemester blev lagt på hjul og stejle i offentligheden og dommen var hård. Den ansatte kom ud som sejrherre fra optrinnet, og der blev sendt et vægtigt signal til alle mænd i offentlige stillinger om at vare sig – også ved julefrokosten.

Jeg mener, at de nye feminister overser, at patriarkatet har mistet sin altoverskyggende magt, og at kvindeundertrykkelsen og mandschauvinismen nok findes, men mest i subkulturer, nicher og hos enkeltpersoner, hvor lyset fra de sidste 100 års kvindekamp ikke er nået frem. Kvinder har en helt anden magt over egne liv, og mandschauvinisme er ikke generelt accepteret i mainstreamkulturen. Kvinder træffer selvstændige valg, der ikke bare kan betragtes som determinerede skæbner, der indtræffer som følge af ”en patriarkalsk struktur”. Patriarkatets magt er blegnet i Skandinavien. Mænd og kvinder betragtes i ”hovedkulturen” som lige værdige, og lovgivningen udgør en ramme, der generelt giver lige rettigheder til mænd og kvinder. Offentlige og private institutioner behandler med få undtagelser mænd og kvinder som lige og jævnbyrdige parter.

Men at patriarkatet er blevet erstattet af en ligestillingskultur betyder ikke, at der ikke findes problemer. Balancen mellem kønnene er svær, hvilket man eksempelvis kan betragte i Statsforvaltningen, hvor mødre og fædre udkæmper en bitter kamp om deres egne børn efter en skilsmisse. Ligestillingskulturen betyder heller ikke, at der ikke kan finde kvindeundertrykkelse sted, men den kulturelle omvæltning betyder, at mandschauvinisme er blevet ugleset i store dele af samfundet. Det er simpelthen lavstatus at undertrykke kvinder i mainstreamkulturen. Opgaven består derfor nu i at stille skarpt på steder og subkulturer, hvor der rent faktisk finder undertrykkelse sted i stedet for at betragte alle kvinder og mænd som værende underlag det samme pres. Ligestilling i mainstreamkulturen har givet kvinder nye kort på hånden. Nu må vi finde ud af, hvad vi vil bruge kortene til.