JEG VED DET GODT. Jeg kommer til at gøre alle de mennesker, der i disse dage anpriser det samarbejdende folkestyre, splitter ravende gale. Og, ja, jeg har læst alle kommentarerne på Facebook om, at jeg bare skal tie stille.

Jeg er jo bare en »falleret og afdanket fhv. statsminister (..) som forsøger at slå politisk mønt på Coronakrisen,« for blot at citere en enkelt reaktion på mandagens klumme i B.T.

Men jeg gør det alligevel, for jeg er også borger i det her land og far til tre unge voksne, der i mange år skal leve med konsekvenserne af den måde, vi håndterer den frygtelige covid-19-pandemi på. Jeg vælger at sige tingene, som jeg mener dem.

Og jeg er meget, meget bekymret over den linje regeringen har lagt for genåbning af Danmark!

Det var klogt at træde på bremsen og lukke Danmark ned den 11. marts. Også selvom der blev trykket hårdere på bremsen, end der var dækning for hos de sundhedsfaglige myndigheder.

Mon ikke statsministeren »kørte dem over« i ren og skær irritation over, at de ikke tids nok fangede alvoren og de afledte danske konsekvenser af den sygdom, der før jul brød ud på et dyremarked i Kina… Så sloganet om »hellere at gøre for meget for hurtigt, end for lidt for sent,« gav god mening. Det var ikke evidensbaseret, men det var resolut, politisk ledelse. Respekt for det.

NU STÅR VI ET ANDET STED. Og så er det pludselig alt sammen på baggrund af sundhedsfaglige indstillinger og med afsæt i matematiske beregninger, som vi godt nok ikke må se. Jeg har mandag aften stillet et folketingsspørgsmål for at få dem udleveret, men lur mig, det får jeg ikke. For nu er det bedre at tage små, forsigtige skridt.

Og den faglige direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, der for kort tid siden sagde, at »målet med vores strategi er ikke nødvendigvis at stoppe smitten, men det er at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde, så sundhedsvæsenet ikke knækker,« er vendt på en tallerken. »Det er ikke en strategi, at folk bliver smittet. Det er en strategi, at folk ikke bliver syge,« sagde han på tirsdagens pressemøde.

Hallo, så skal vi jo slet ikke åbne samfundet. Så skal vi jo isolere os, mens vi venter på en medicinsk behandling eller en vaccine, der kan kurere covid-19. Det sidste tager mindst et år.

I MELLEMTIDEN BLØDER ØKONOMIEN. SoMe-Danmark kastede sig frådende over Anders Holck Povlsen og Bestseller, der satte deres huslejebetalinger på standby. Men de er jo truet på deres eksistens. Hvis man bløder 100 mio. om dagen, så holder et par milliarder i kassen ikke for evigt.

Det er liv eller død. Og det er det – i mindre skala – også for iværksætteren, frisøren, massøren, restauratøren. Alle dem, der holder hjulene i gang og tjener de penge ind, som vi nu rundhåndet bruger på hjælpepakker.

Tirsdag aften talte jeg med en selvstændig frisør, der nu sætter sin lid til, at hustruen er lønmodtager – for salonen er lukket og banken har efter tre uger endnu ikke forholdt sig til ønsket om en forhøjet kassekredit.

VI HAR EN DEL AT SKYDE MED, fordi der er orden i den offentlige økonomi. Men det har også sin grænse, og jeg er ikke sikker på, at alvoren er gået op for alle. Får vi ikke snart gang i samfundet igen, vil vi opleve et økonomisk tilbageslag, der får finanskrisen til at ligne et skvulp i et badekar.

Måske vi i stedet burde stole på danskerne, som man i Sverige tør stole på svenskerne. Hold afstand, stram op på hygiejnen, bliv hjemme hvis du har sygdomstegn, host og nys i ærmet og afskærm risikogrupperne.

Men bevæg dig forsigtigt ud. Bliv klippet af frisøren, der har sprittet sine hænder og har mundbind på, eller drik en kop kaffe på fortovscafeen, der har rykket bordene fra hinanden, så der er er god afstand. Lad samfundets hjul snurre - langsommere end normalt, men dog så det kører rundt.

Det er nemt at træde på bremsen. Og det kan man gøre anytime, hvis det pludselig kører for stærkt. Men tør vi ikke løbe en kalkuleret risiko for at sætte hjulene i gang, går Danmark i stå. Og regningen kommer i form af konkurser, massearbejdsløshed, menneskelige tragedier og manglende handlemuligheder i fremtiden.

OG JEG VED GODT, at mennesker vil dø. Det sker hver dag. I 2017/18 døde 1.644 af influenza og hvert år dør 15.000 danskere af rygning.

Da jeg i valgkampen sidste år foreslog højere cigaretpriser, var Socialdemokratiets reaktion differentierede priser, fordi man skulle tage et særligt hensyn til pensionister og andre, der ikke har så mange penge. Der er øjensynlig mange måder, man kan prissætte liv på.

Så undskyld at jeg bryder borgfreden, men jeg er bare ikke sikker på, at vi forfølger den rigtige strategi.

Men der kan jo være noget, jeg ikke ved, så jeg forbeholder mig retten at skifte holdning, når jeg ser de sundhedsfaglige indstillinger og de bagvedliggende matematiske beregninger.