»Jeg er ikke en eller anden frelser - det her kommer til at tage tid«

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år og har aldrig været mindre. Formand Søren Pape Poulsen drømmer om at genskabe Poul Schlüters bredtfavnende centrum-højre-parti, men det kræver en langstrakt genrejsning, hvor enkeltsagerne er i fokus, og den store fortælling glider i baggrunden.

Foto: Thomas Lekfeldt. Søren Pape, formand for det Konservative Folkeparti. Partiet har 100 års jubilæum i 2016.
Læs mere
Fold sammen

Da han stillede sig foran mikrofonen på scenen i Jazzhouse på valgaftenen 18. juni sidste år, stod et lille kommatal indprentet på hans nethinde: 3,4.
3,4 procent af vælgerne havde stemt på Det Konservative Folkeparti. Partiets dårligste valgresultat nogensinde, der reducerede den i forvejen lille folketingsgruppe fra otte til seks mandater, knap et år efter Søren Pape Poulsen overtog formandsposten.

»Jeg stiller mig i spidsen for at genrejse det her parti,« sagde Pape fra scenen foran de fremmødte, der trods valgresultatet jublede, hver gang formanden leverede sine pointer.

De Konservative er et parti, hvor det næsten er blevet en kliché at tale om den nedtur, der stort set har været konstant siden det sagnomspundne 1984-valg, hvor partiet med daværende statsminister Poul Schlüter i front sikrede sig historiske 23,4 procent af stemmerne – præcis 20 procentpoint højere end resultatet i 2015.

På mandag fylder de Konservative 100 år. Folketingets mindste parti har før måttet se langt efter tocifrede valgresultater, men partiet har aldrig været mindre, end det er nu. Derfor er den uundgåelig at tale om, nedturen.
Papes genrejsning har nu været i gang i otte måneder, og milepælen giver anledning til at gøre status. Selv om der ifølge formanden selv ikke er så meget at gøre status over, for genrejsningen »kommer til at tage noget tid«.

Men den er i gang, forsikrer han, da han tager imod Berlingske på sit kontor på Christiansborg. Alligevel er det første spørgsmål, der trænger sig på, om de Konservative kommer til at fejre 150-års-fødselsdag i 2066?

»Ja, selvfølgelig.«

Svaret falder prompte, og Søren Pape Poulsen fortrækker ikke en mine, da han leverer det.

Konservativ medicin

Inden Pape blev præsenteret som de Konservatives nye formand i august 2014, havde partiet været igennem en periode med jævnlig udskiftning på formandsposten og kronisk dårlige meningsmålinger. Søren Pape Poulsen, der var borgmester i Viborg, inden han trådte ind på den landspolitiske scene, blev af nogen udpeget som et sats – af andre som et håb.

I dag er Pape ikke meget for at tale om, hvordan det kunne komme dertil, at 3,4 blev det tal, man associerer de Konservative med, »for det redder os jo ikke«, som han siger.

»Det, vi er nødt til hårdt og målrettet at fokusere på nu, er den medicin, vi har brug for, så det her parti stille og roligt kan blive større igen. Schlüter er ikonet for os, og han repræsenterer partiets glansperiode. Det er nu min og folketingsgruppens opgave at føre det arbejde videre, men også at føre partiet ind i en ny tid. Det gør vi ved at have fokus på nogle færre politiske områder og ved at sørge for, at der er en overensstemmelse mellem det, vi gør, og det, vi siger. Det kan forhåbentlig genskabe tilliden til os som parti,« siger Søren Pape Poulsen.

Et nødvendigt onde

Det var på de Konservatives landsråd i efteråret, at Pape for alvor lancerede planen om at koncentrere sig om få kerneområder. Hver af de seks folketingsmedlemmer har fået et tema, som skal have deres hovedfokus fremover – forsvar, folkeskole, skat og erhverv, retspolitik, miljø og klima samt udlændinge og integration. Alle klassiske, konservative mærkesager.

Du har indledt en kamp for at vinde de Konservative vælgere tilbage og skaffe nye. Men ved at fokusere så meget på enkeltsager risikerer I så ikke at tabe noget på gulvet og samtidig støde kernevælgerne fra jer?
»Der er bare ikke noget alternativ. Vi ville dø af arbejdsmængde inden for et år, hvis vi skulle melde ud som et parti, der har 34, 37 eller 47 mandater. Det kan vi jo ikke. Derfor er vi nødt til at sikre os, at folk i hvert fald kender os for noget,« siger Pape og lægger tryk på ordet »noget«.

»Vi har nok i mange år villet være for meget for for mange, og det gør selvfølgelig, at folk undrer sig over, hvor det egentlig er, vi står. Hvis vi skal bygge et parti af vores størrelse op igen, kan vi ikke være det brede catch-all-parti, der forholder sig til alting, selv om vi selvfølgelig har politik på alle hylder.«

Du ser det som et nødvendigt onde at have et snævert fokus?
»Ja, lige præcis. Jeg vil gerne være det brede centrum-højre-parti, vi var under Schlüter. Men forudsætningen for det er, at vi bliver større. Og det bliver vi ved at fokusere på færre punkter. Og så håber jeg, at vi engang kan blive det favnende parti igen. Det er målet.«

Er der ikke i den proces en risiko for, at I mister grebet om den brede fortælling om det konservative projekt?
»Jeg synes, det er en logisk vej derhen. Vores partiprogram hænger jo stadig sammen. Men der er en risiko for alt. Der er også hver dag en risiko for, at vi står op af vores seng og bliver kørt over. Verden er bare ikke så god, at vi kan have seks folketingsmedlemmer, der går ud med den brede fortælling om Det Konservative Folkeparti hver dag. Inden du er færdig, er kameraerne jo slukkede.«

Kamp om kerneområderne

I bliver udfordret på jeres kerneområder af de andre partier i blå blok. Venstre har en liberal, økonomisk politik, Liberal Alliances hovedfokus er på skat og erhvervsliv, og Dansk Folkeparti udfordrer jer på værdipolitikken. Er der plads til jer?
»Ja, for hos os får man jo hele pakken. Vi kæmper for lavere skat og bedre forhold for erhvervslivet, samtidig med at vi tager os af de dårligst stillede. Og hvis man ønsker et parti, der går op i miljøet og ikke vil stemme på venstrefløjen, er der ikke ret mange andre end os at gå til.«

Har I været gode nok til at kommunikere det?
»Nej, vi har i hvert fald ikke været gode nok til at skabe resultaterne, for havde vi været det, havde vi nok været et større parti.«

Så du anerkender, at I indtil nu ikke har været skarpe nok på at brede den konservative fortælling ud og udstikke en mere langsigtet kurs?
»Ja, det synes jeg ikke, vi har været skarpe nok på. Det er det, vi skal blive nu. Det handler mest af alt om at levere nogle resultater, og det synes jeg ligeså stille, vi har fået gjort. Men jeg er ikke en eller anden frelser, der er kommet rejsende hertil. Det er jeg meget bevidst om. Det her kommer til at tage tid.«

At finde sine ben

Selv om om Søren Pape Poulsen nu drømmer om et konservativt folkeparti som under Schlüter i 1980erne, har han selv tidligere bebudet et opgør med den linje. Han ville rykke partiet til højre for Venstre på økonomien og værdipolitikken, sagde han til Berlingske i april sidste år.

Papes tid som formand har i det hele taget båret præg af udmeldinger på mange forskellige områder – og i nogle tilfælde i forskellige retninger. Han har blæst til kamp mod planloven for at sætte mennesker først, men nu handler den selv samme kamp mest af alt om at stå vagt om naturen og miljøet. Han har taget afstand fra en fundamental del af Venstres udlændingepolitik, da begge partier sad i opposition, lanceret den stærkt udskældte »stop naziislamisme«-kampagne, og nu stemmer de Konservative for historiske udlændingestramninger.

Hvis du kigger tilbage på din tid som formand, har den så båret præg af slingrekurs?
»Jeg ved ikke, om jeg vil sige slingrekurs. Vi har mærket lidt efter, kan man sige. Jeg har jo ikke haft den luksus som mange andre partiformænd, at jeg har haft mange års Christiansborg-erfaring først. Jeg har selvfølgelig skullet finde mine ben. Derfor udpegede jeg 18. juni som der, hvor vi for alvor begyndte. Der fik vi en ny gruppe, og jeg blev selv valgt ind, så der satte vi kursen,« siger Søren Pape Poulsen.

Grænsen

Inden folketingsvalget sagde du, at du ville gå af som formand, hvis du ikke blev valgt. Har du sat en lignende grænse nu? Hvis I kommer under 3,4 procent til næste valg, går du så af?
»Det har jeg overhovedet ikke gjort op med mig selv,« siger Pape og lader sin ene hånd falde hårdt ned på bordet som for at understrege de næste ord:
»Overhovedet. For jeg opererer ikke med den tanke.«

Hvad med i forhold til de Konservative i en regering? I var Venstres regeringspartner i ti år, men sidder der ikke nu. Hvad skal der til for, at I går i regering i fremtiden?
»Vi skal være en del mere styrket mandatmæssigt, end vi er i dag, før det er realistisk at tale om det her parti skal i regering. En del. Og så handler det selvfølgelig også om, hvad der står i et regeringsgrundlag. Det vil være altafgørende for os, at der står noget om folkeskolen, erhvervslivet, politiet, forsvaret og miljøet. Mit ypperste mål er ikke at sidde på bagsædet af en bil. Det er at få mest mulig konservativ politik igennem.«