Jan E. Jørgensen opfordrer til fuldstændigt boykot af ECCO: Køb ikke hos dem, arbejd ikke for dem

Jan E. Jørgensen mener, at skovirksomheden ECCO har truffet et moralsk forkert valg om at sælge sko til russerne. Nu opfordrer han til et boykot af virksomheden.

Jan E. Jørgensen opfordrer danskerne til at boykotte skogiganten ECCO.  Mathias Svold

Venstre-politiker og folketingsmedlem Jan. E. Jørgensen opfordrer til fuldstændigt boykot af skovirksomheden ECCO. 

Det gør han i et opslag på det sociale medie LinkedIn, hvor han skriver: 

»Køb intet fra dem. 
Sælg intet til dem. 
Arbejd ikke hos dem. 
Arbejd ikke for dem. 
Sælg ikke deres produkter.«

»ECCO tjener penge i Rusland, betaler skat til Ruslands krigsmaskine og er med til at vise russerne, at det ikke er alle vestlige virksomheder, der har vendt dem ryggen,« skriver Venstre-politikeren. 

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på linkedin

Opfordringen kommer i anledning af toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine og med henvisning til en Berlingske-artikel, som blandt andet tager temperaturen på, hvordan ECCOs økonomi har klaret sig.

Regnskabet for 2023 viste en fremgang i salget på næsten 30 procent og et overskud, som var næsten fordoblet. 

En helt særlig situation

I kommentarsporet får Jan E. Jørgensen kritik for at gå efter en enkelt virksomhed. 

Som svar til de kritiske røster siger han til Berlingske, at han er enig i, at politikere ikke i tide og utide skal rende rundt og boykotte specifikke virksomheder. 

»Men det her er en helt særlig situation, hvor vi for første gang har en situation, hvor et land har angrebet et andet land i en decideret angrebskrig på europæisk jord,« siger Jan E. Jørgensen til Berlingske. 

EU har med Danmarks opbakning indført en lang række sanktioner mod Rusland, men det er fortsat lovligt at eksportere eksempelvis sko. Der er ikke noget totalforbud mod at handle med Rusland. 

Går du ind for, at man indfører nye sanktioner og forbyder at sælge sko til Rusland?

»Nu er jeg ikke udenrigsordfører, så derfor kan jeg ikke udtale mig på Venstres vegne. Men jeg ville synes, at det var helt logisk, at man strammede sanktionsskruen yderligere,« siger Jan E. Jørgensen. 

»Men før det kommer dertil: Hvorfor kan ECCO ikke finde ud af det, som alle andre danske virksomheder godt har kunnet finde ud af sig selv? Hvorfor skal der en officiel sanktion til? Det synes jeg godt, at man kan sætte spørgsmålstegn ved.«

Det gør jo ondt på ECCO. Er det ikke en god grund til, at man ikke bare kan trække sig ud af Rusland?

»Jeg er med på, at ECCO vil lide et økonomisk tab, hvis de trak sig. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg er også med på, at det er nemmere for mig, som ikke har noget økonomisk i klemme, at komme med opfordringen. Men det ændrer ikke ved, at det er et spørgsmål om, om ECCO vælger indtjening og overskud, eller om de vælger at gøre det rigtige,« siger Jan E. Jørgensen. 

Anerkender du, at den danske stat står i et lignende dilemma, når man vælger at handle med andre lande, selvom de gør dybt forkastelige ting? 

»Der er masser af eksempler på, at vi handler med lande, som vi ikke bryder os om. Hvis vi skulle være 100 procent konsekvente, kunne vi nærmest ikke handle med nogen som helst.«

»Men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre noget i denne slags ekstraordinære tilfælde, som situationen med Rusland og Ukraine er,« siger politikeren.

Han er med på, at nogen kan kræve boykot af alt muligt, eksempelvis lande som Qatar og Saudi-Arabien. Men han mener, at hvis boykot som våben skal have effekt, skal det forbeholdes helt ekstraordinære situationer.