Jakob Ellemann-Jensen trækker sig som både formand for Venstre og minister.
Det står klart, efter at partiet klokken 10.00 afholdt et historisk pressemøde.
Årsagen var, sagde Ellemann, at hans person skyggede for Venstres resultater i regeringen.
»Og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen,« sagde Ellemann.
Det bliver forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der overtager ansvaret for Venstre i regeringen og han skal varetage både Forsvarsministeriet og Økonomiministeriet. Stephanie Lose overtager det organisatoriske ansvar i Venstre.
Ellemann melder sig helt ud af politik og trækker sig fra Folketinget.
»Jeg stopper fuldstændig og endegyldigt i dansk politik i dag. Sådan må det være, og sådan skal det være,« lød det fra Ellemann på pressemødet.
Han slog dog fast, at han ikke meldte sig ud af Venstre.
»Jeg melder mig ud af politik, men ikke ud af Venstre,« sagde Ellemann.
Det er uvist, hvad Ellemann nu skal. Men han skal være mere sammen med sin familie, slog en rørt Jakob Ellemann fast. Det skyldte han dem, sagde han og tilføjede, at han savnede dem.
Troels Lund Poulsen kaldte det for »en tung dag«, og fortalte samtidig at Ellemann havde oplyst ham om sit valg for to dage siden.
Ellemann sagde efter spørgsmål fra DR, at det var helt og aldeles hans egen beslutning at trække sig.
Ellemann tog over på et ekstraordinært landsmøde i september 2019, og allerede dengang var det tydeligt, at det ville blive en stor opgave.
Alligevel havde Jakob Ellemann-Jensen nok ikke forestillet sig, at formandskabet for Danmarks Liberale Parti ville indebære udfordringer af nærmest mytologiske dimensioner.
For som for en anden Sisyfos har Venstre-formandens forsøg på en genrejsning af partiet igen og igen mødt tilbageslag. Partiets meningsmålinger er fulgt med ned ad bjerget og har på det seneste nået et niveau, få har set mage.
Her ligger Danmarks traditionelt største borgerlige parti nu under ti procent.
Og det er ikke kun meningsmålinger, der har været mod formanden.
I sidste uge leverede Venstre-nestor Claus Hjort en kritik af, at Ellemann brød med Foghs linje og Hjort doktrinen. Og ifølge Ekstra Bladet har der i den seneste tid været mislyde internt i Venstre, hvor en stemning af modløshed havde bredt sig.
Jakob Ellemann-Jensen og Venstre har ifølge Berlingskes oplysninger ellers været på trapperne med en præsentation af de skattelettelser, som igen og igen er blevet fremhævet som en væsentlig årsag til, at Venstre brød med resten af blå blok efter folketingetsvalget sidste år.
I stedet valgte Ellemann at træde ind i en historisk SVM-regering med hovedfjenden i valgkampen, Socialdemokratiet, og desuden Moderaterne.
Den beslutning var dog »entydigt« den rigtige, sagde Ellemann på pressemødet. Han slog fast, at han har været meget glad for samarbejdet i regeringen.
Det har heller ikke været en lige vej for formanden selv, der i februar 2023 blev sygemeldt med stress.
Han vendte tilbage i august 2023, hvor han som forsvarsminister straks blev konfronteret med Elbit-sagen. Sagen handler om det fejlbehæftede forløb omkring våbenindkøb fra den israelske våbenproducent Elbit.
Ellemann nåede dog kun at være tilbage som forsvarsminister i knap tre uger, inden Venstre foretog en ministerrokade, der sendte Ellemann ind i Økonomiministeriet.
Begrundelsen lød dengang, at han havde »brug for at være en central del af regeringen og kunne følge andre spor, og det giver posten mig her plads til. Havde jeg været i et tungt økonomisk ministerium, havde jeg været låst fast.«
Men nu er det altså slut med både ministerposten og formandsposten.
Jakob Ellemann-Jensen går til dronningen klokken 13.00.