Jakob Ellemann skal grilles om drikkevand

Der er på det seneste fundet rester af forskellige sprøjtemidler i drikkevand. Det bekymrer oppositionen.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) taler under indvielse af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, tirsdag den 29. maj 2018. Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver ved indvielsen Danmarks 5. nationalpark. Parken strækker sig fra Lynæs' gamle fiskerleje i vest til Kronborg Slot i øst og bliver dermed Danmarks næststørste nationalpark efter Vadehavet.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Vandværker i hele landet skal fremover teste for stoffet dimethylsulfamid, efter at det er fundet i drikkevandsboringer i hovedstadsområdet.

Det oplyste regeringspartiet Venstre for få dage siden efter fund af stoffet, der formentlig er rester af et nu ulovlig svampebekæmpelsesmiddel.

Men oppositionen i Folketinget er ikke tilfreds. Samtlige partier til venstre for regeringen vil have miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd om det forurenede drikkevand.

Ministeren skal blandt andet svare på, hvad han vil gøre for at beskytte danskernes grundvand. Og hvordan han forholder sig til et forslag om at indføre sprøjteforbud omkring drikkevandsboringer.

»Vi har oplevet tre gange inden for et år, at vi har pesticider i grundvandet over grænseværdien. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt,« siger Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen.

Han påpeger, at der også er fundet spor af sprøjtemidler, der er tilladt i dag. Det drejer sig om stoffet 1,2,4-triazol. Socialdemokratiet mener, at det bør være forbudt at sprøjte tæt på drikkevandsboringer.

Det samme mener de øvrige partier i rød blok, fremgår det af en fælles pressemeddelelse, de har sendt ud.

Partierne ønsker også en opdateret liste over stoffer, der skal testes for.

»Vores vand er under konstant angreb. Der er akut behov for handling,« udtaler De Radikales Ida Auken i pressemeddelelsen.

Alternativets Christian Poll udtaler, at der ikke er styr på området.

»På sigt skal vi helt have stoppet brugen af sprøjtegifte og gjort Danmark helt økologisk,« mener han.

/ritzau/