Jakob Ellemann rejser hjem fra Folkemøde til alvorligt kræftsyg far

Uffe Ellemann-Jensen (V) har i længere tid været syg af kræft. Han er mandag blevet indlagt på Rigshospitalet.

Arkivfoto: Uffe Ellemann-Jensen er Indlagt på Rigshospitalet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og folketingsmedlem Karen Ellemann (V) rejser torsdag hjem fra Folkemødet på Bornholm.

Årsagen er, at deres far, tidligere udenrigsminister og tidligere formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen (V), er alvorligt syg og har fået det værre over de seneste timer.

Det skriver Jakob Ellemann-Jensen torsdag kort før middag på Facebook.

»I mandags blev vores far indlagt på Rigshospitalet. Han er alvorligt syg med kræft, som han har været plaget af i en årrække. Det er desværre blevet værre over de seneste timer,« skriver Jakob Ellemann-Jensen.

»Derfor er vi begge på vej tilbage fra Folkemødet på Bornholm for at være hos ham sammen med familien.«

»De næste dage bliver afgørende, og derfor vil vi prioritere at være hos ham,« skriver de i et fælles opslag.

80-årige Uffe Ellemann-Jensen har gennem længere tid været syg af kræft.

Ifølge Se og Hør blev han i 2011 opereret for kræft. Siden er kræftsygdommen brudt ud igen.

»Jeg ved, at mine dage er talte, og at tiden er ved at løbe ud,« sagde Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske i marts i år.

»Jeg kan ikke bede om mere. Jeg har intet til gode,« sagde han.

Ikke desto mindre var den mangeårige udenrigsminister en aktiv stemme i debatten op til folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet, der blev afholdt 1. juni. Her talte han kraftigt for at stemme ja til at afskaffe forbeholdet.

Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister fra 1982-1993 og formand for Venstre fra 1984-1998.

Således var han også udenrigsminister, da danskerne i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten.

Derfor var det også ham, der i forhandlinger måtte overtale de andre medlemslande til, at Danmark kunne få lov at få de fire EU-forbehold, selv om det ikke var med hans gode vilje.

/ritzau/