Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen går sent søndag aften markant ind i debatten om, hvordan coronavirus fremover skal håndteres.
Og fremfor alt kræver V-formanden, at danskerne fremover får klarere rammer:
»Vi har nu levet med corona i godt og vel fem måneder. Vi kender sygdommen bedre, og det er efterhånden klart, at vi ikke slipper af med den, før vi har en effektiv vaccine. Det arbejdes der hårdt på, men ingen ved reelt, hvor længe vi skal vente. Vi skal derfor vænne os til at leve med corona i vores samfund et ukendt stykke tid endnu. Det stiller krav, for vi skal holde hjulene i gang, så arbejdsløsheden ikke bliver endnu større, samtidig med at vi holder smitten nede,« skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook:
»I det lys mener jeg, at vi bør gribe håndteringen anderledes an her i efteråret. Da corona først ramte os, gik det hurtigt med beslutningerne, og i krigens tåger var det ret uklart, hvad der egentlig lå bag. Det bør vi gøre på en anden måde, hvis en anden bølge rammer. Vi ved mere nu, vi er klogere nu, og vi skal lære af det forløb, som vi var igennem i udbruddets første måneder.«
Jakob Ellemann-Jensen forklarer, at Folketingets partier onsdag mødes for at drøfte de næste skridt i håndteringen af coronavirus, og at »bagtæppet for forhandlingerne er desværre ikke det bedste.«
Smittetallene går den forkerte vej og er i øjeblikket primært et regionalt problem i Aarhus. Men som også eksperter påpeger, kan smitten sprede sig hurtigt. Derfor skal vi i Danmark være varsomme med at åbne yderligere op her og nu.
»Det må ikke ende i en ny nedlukning, som vi så i foråret, for det vil have enorme konsekvenser for os alle. Det skal simpelthen undgås,« skriver Jakob Ellemann-Jensen.
V-formanden påpeger, at sundhedsmyndighedernes evne til at teste, opspore og isolere de smittede først og fremmest skal sikres.
»Regeringen har haft et halvt år til at sikre dette, men man hører alligevel om lange svartider på tests. Det er ikke i orden. Du skal kunne blive testet og få svar indenfor samme døgn. Kun sådan kan vi opspore og isolere og dermed holde udbruddene lokale. Et effektivt smitteberedskab er afgørende, hvis corona skal holdes nede i Danmark. Det bør være førsteprioritet, og det undrer mig, at det ikke er på plads endnu. Venstre hjælper gerne med at stramme op på det,« skriver Jakob Ellemann-Jensen.
Han påpeger også, at danskerne og danske virksomheder skal sikres større klarhed over, hvornår de forskellige anbefalinger og råd om f.eks. forsamlingsforbud og krav om at bære mundbind kan forventes at træde i kraft.
I den forbindelse sender han ogå en slet skjult kritik af den hidtidige håndtering fra statsminister Mette Frederiksen (S), Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Kåre Mølbak, som er faglig direktør ved Statens Serum Institut:
»De ting kan selvfølgelig ikke siges helt præcist, men regeringen bør give danskerne indblik i de rammer, man arbejder med. Jeg synes, danskerne har krav på at vide, hvilket kompas Mette Frederiksen, Søren Brostrøm og Kåre Mølbak pejler efter. Vi må ikke efterlade folk med det indtryk, at det mest er mavefornemmelser, som landet styres efter.«
Ifølge Jakob Ellemann-Jensen er det helt centralt, at danskerne får en bedre idé om, hvad de skal rette sig efter:
»Giv danskerne klare rammer, så vi alle kan tage vores forholdsregler og planlægge efter de forskellige scenarier i takt med, at tallene går op og ned. Det vil bidrage til, at anbefalinger og restriktioner fortsat følges af danskerne, fordi de ikke kommer som en overraskelse, og fordi det er klart og tydeligt, hvad der ligger bag dem,« skriver han:
»Som nævnt kommer corona sandsynligvis til at være del af vores samfund, indtil vi har en vaccine. Derfor skal vi lære at leve med den på en tålelig måde. Det kræver en større åbenhed fra myndigheder og regering og en ærlig diskussion af de svære dilemmaer, som vi vil stå overfor, indtil corona ikke længere er en trussel.«