Den tidligere EU-parlamentariker for Det Konservative Folkeparti Christian Rovsing er mandag afgået ved døden i en alder af 89 år.
Det oplyser familien til Ritzau.
Med hans bortgang har Danmark mistet en markant skikkelse i udviklingen af landets it- og teknologisektor.
Da it-området begyndte at tage fart i Danmark, var det ofte med Christian F. Rovsing ved roret.
Han har endda fået tilnavnet "Danmarks it-far" for det store præg, han satte på området igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne.
Christian Rovsing stiftede som ung civilingeniør et it-firma hjemme i forældrenes kælder i Rødovre i 1963. På det tidspunkt var han dog ikke helt uerfaren - han havde blandt andet arbejdet for IBM i Sverige, USA og Frankrig.
Ud fra firmaet, som fik navnet Christian Rovsing A/S, sprang et væld af projekter, som ofte var i berøring med det nyeste nye på computerfronten.
Firmaet, som blandt andet havde Nato og Nasa i kundekredsen, voksede til at have 1300 ansatte på toppen.
Christian Rovsing blev desuden en af Danmarks førende eksperter inden for rumteknologi.
Han formåede at formidle det komplekse, så det gav mening for almindelige mennesker, og han blev derfor flittigt brugt som ekspert på DR i forbindelse med rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.
I 1984 løb Christian Rovsing A/S dog ind i en højst overraskende konkurs, da væksten var gået for hurtigt, og pengene slap op.
Christian F. Rovsing fortsatte som ihærdig entreprenør og det blev desuden også startskuddet til hans EU-politiske karriere.
Han brugte 17 år i EU-Parlamentet fra 1989 til 2004 og igen fra 2007 til 2009, som udgjorde Christian F. Rovsings politiske guldalder.
Årtierne forinden sad han også i byrådet i Rødovre og Københavns Amtsråd for Konservative.
/ritzau/
