Islamisk Trossamfund opgiver anke mod Pia Kjærsgaard

Landsretten kommer ikke til at tage stilling til, om Pia Kjærsgaard havde lov til at kalde muslimer for landsforrædere.

Der sættes nu punktum i injuriesagen mellem Det Islamiske Trossamfund i Danmark og Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard blev tidligere på måneden frifundet i byretten for at have kaldt muslimske udsendinge til Mellemøsten under Muhammedkrisen for landsforrædere. En frifindelse Islamisk Trossamfund har besluttet ikke at anke til landsretten.

- Vi mener, at dommen er mere politisk end juridisk, men nu må vi se fremad. Ingen skal åbenbart røre ved Pia Kjærsgaard i Danmark, siger Bilal Assaad, formand for medie- og politikudvalget i Islamisk Trossamfund.

/ritzau/