Interview med minister vækker vrede i Venstre: »Det er en grov beskyldning«

Dagens overblik: Undervisningsminister Merete Riisager retter skytset mod borgerlige politikere. Kristian Thulesen Dahl spænder ben for regeringens TV 2-plan. Og så kalder DF-ordfører ny minister for »hovskisnovski«. Hele dit politiske overblik her.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har vakt opsigt i statsminister Lars Løkke Rasmussens Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Godmorgen og velkommen til ugens sidste omgang politisk morgenpost, der sender dig på weekend med alt det, du skal vide om dansk politik i dag.

Vi begynder med et interview i Politiken, der har vakt opsigt i Venstre.

I avisen beskylder undervisningsminister Merete Riisager (LA) nemlig borgerlige politikere for at have ligget under for rød uddannelsespolitik i årtier.

Ifølge Riisager har skiftende borgerlige undervisningsministre og uddannelsespolitikere op gennem 80erne, 90erne, 00erne til i dag underkastet sig en rød dagsorden. Blå blok har med ministerens ord »kapituleret alt for ofte«, når politikere fra centrum-venstre kastede deres kærlighed på reformpædagogiske tiltag frem for kundskaber:

»Vi har givet alt for hurtigt op i forhold til de dagsordener, der har været på den røde fløj. Og vi har i alt for stort omfang glemt, hvad borgerlig uddannelsespolitik går ud på. Det har historisk været en fejl,« siger hun til Politiken.

I 25 af de seneste 36 år har folk som Bertel Haarder, Ulla Tørnæs (V), Tina Nedergaard (V), Troels Lund Poulsen (V) og Ellen Trane Nørby (V) på skift siddet med et borgerligt flertal og mandat til at dreje dansk uddannelsespolitik i deres retning, men det er de altså ikke lykkedes med, mener Riisager.

Undervisningsministerens ord bliver ikke ligefrem taget godt imod i Venstre.

Uddannelsesordfører Anni Matthiesen (V) siger til avisen:

»Det er en grov beskyldning, og det har hun så åbenbart brug for at markere. Men hun skal huske, at hun er del af en flerpartiregering. Dermed skal hun også søge at holde os samlet. Det er det her ikke med til«.

Bertel Haarder, der var undervisningsminister fra 1982-93 og 2005-2010, kan »slet ikke genkende« at skulle have ligget under for en rød dagsorden:

»Jeg blev minister på et tidspunkt, hvor tværfaglighed og reformpædagogik huserede. Jeg fik indført nye læseplaner og nationale obligatoriske test for at styrke fagligheden. Men jeg glæder mig til at se de mirakler, hun kan udføre. Det siger jeg oprigtigt«.

Gruppeformand Karen Ellemann (V) er også uforstående:

»Jeg deler ikke helt Merete Riisagers sortsyn.«

Du kan læse hele historien hos Politiken her. Avisen har også et længere og glimrende interview med Merete Riisager, som du kan læse her (kræver abonnement). Og så finder du en række Venstre-kommentarer her.

Og så skal vi ellers videre til dagens andre nyheder:

Få overblikket - hver dag

Du er i gang med at læse den politiske morgenpost. Her får du dagligt det fulde overblik med de vigtigste historier, analyser og debatter i dansk politik.

Få politisk morgenpost direkte i din indbakke hver morgen ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.



Du kan også følge politiko.dk på Facebook og Twitter.

Thulesen Dahls benspænd

I 11. time af forhandlingerne om et nyt medieforlig afviser Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, nu regeringens planer om et delvist salg af TV 2.

Det skriver Jyllands-Posten.

Regeringen har i første omgang ønsket at sælge 40 procent af tv-stationen, fordi TV 2 – ifølge regeringen – har brug for input fra nye medejere på et »mediemarked i hastig forandring«.

Men nu spænder regeringens støtteparti altså ben for planen, der dermed ikke kan samle flertal.

»Vi synes, at TV 2 skal blive på statens hænder og levere de super gode tilbud til danskerne, som, vi mener, at TV 2 leverer,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Regeringen lægger op til at sælge 40 pct., men er det her også et nej til overhovedet at sælge en mindre del?, spørger avisen:

»Ja, det er det. Vi vurderer, at det klogeste i forhold til det medieforlig, som vi forhåbentligt får landet inden for kort tid, er, at det heller ikke inkluderer et delsalg af TV 2.«

De Konservatives medieordfører, Naser Khader, accepterer ikke i første omgang Dansk Folkepartis afvisning. Et salg af TV 2 har været en mærkesag for de Konservative i en lang årrække.

»Vi er ikke nået til salget af TV 2 i forhandlingslokalet endnu, så vi vil fortsat arbejde for et salg. Det er nødvendigt,« siger Naser Khader.

Kulturminister Mette Bock (LA) vil heller ikke opgive et salg af TV2.

»Jeg har hørt, at Thulesen Dahl endnu ikke har hørt overbevisende argumenter, og vi har faktisk ikke haft det møde, hvor vi har skullet fremlægge det, som vi har arbejdet med i over et år,« siger Mette Bock fredag morgen til TV2 News.

Du kan læse hele historien hos Jyllands-Posten her. Avisen har også et længere interview med Thulesen Dahl om samme emne. Det finder du her (kræver abonnement).

»Det er selve Søren Pape Poulsens støttekorset, der nu er revet væk«

Gårsdagens politiske morgenpost rummede ikke så få analyser og vurderinger af betydningen af Brian Mikkelsens exit fra ministerholdet og Rasmus Jarlovs indtog på selvsamme.

Men troede du dermed, at du kunne slippe i dag? I så fald beklager vi, at vi her bringer endnu en runde.

1: I Weekendavisen skriver Hans Mortensen og Arne Hardis:

»Med et mere ustabilt konservativt parti er regeringen tæt på at være tilbage ved udgangspunktet. En ren Venstre-regering – nu blot med gæsteministre fra to andre partier. Med en politisk stynet Liberal Alliance og et alvorligt svækket og nødvendigvis mere introvert konservativt parti er det svært at se, hvem der egentlig skal og kan appellere til vælgere hen over midten. Løkke selv med Statsministeriets soliditet, givetvis. Jakob Ellemann-Jensens nye grønne profil måske også. Eventuelt også Liberal Alliances undervisningsminister, Merete Riisager, som holder liv i dagsordener, som ikke lader sig spærre inde af dansk politiks midtergærde. Men ellers? I en regering, som i forvejen er pænt samspilsramt.«

Læs resten her (kræver abonnement).

2: Hos Kristeligt Dagblad skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen:

»Det (Brian Mikkelsens exit, red.) kommer kun to måneder efter, at Venstres Søren Pind forlod Forsknings- og Uddannelsesministeriet, og Esben Lunde Larsen (V) gik af som miljøminister. Begge tilsyneladende uden at have et konkret andet job på hånden. Det efterlader indtrykket af, at man langt ind i regeringskredse ikke tror på, at man kan vinde næste valg - eller på at man kan fortsætte med at regere på Dansk Folkepartis nåde, selv med fortsat borgerligt flertal.«

Læs mere her (kræver abonnement).

3: Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, skriver i dagens avis:

»Rokaden er en klar svækkelse af regeringen. Nok hentede Brian Mikkelsen ikke mange personlige stemmer til de konservative, men han sørgede for ro med Venstre og solide aftaler ved forhandlingsbordet. Afgørende er, at rokaden rykker betydeligt ved den interne balance i regeringen. Eller sagt på en anden måde: Det er nu Venstre, der sidder tungt på magten. LA er på de økonomiske områder repræsenteret af en Simon Ammitzbøll-Bille, som er på barselsorlov. Og hos de konservative er det en uerfaren Jarlov, som nu bliver partiets tungeste økonomiske minister. Hvad kan en fraværende Ammitzbøll eller Ole Birk Olesen samt Jarlov stille op over Venstres hårde, tunge drenge som Lars Løkke, Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Claus Hjort Frederiksen? Det bliver op ad bakke.«

Analysen er ikke på nettet endnu.

4: I Børsen skriver avisens politiske kommentator, Helle Ib:

»Med Brian Mikkelsens exit til fordel for direktørjobbet hos Dansk Erhverv har De Konservative mistet mere end en erhvervsminister med årelang erfaring og driftsikkerhed. Det er selve Søren Pape Poulsens støttekorset, der nu er revet væk. Det sker på et tidspunkt, hvor kurven nok er knækket i forhold til spærregrænsen, men hvor erfaringsmassen i folketingsgruppen og på ministerholdet er til at overse.«

Læs mere her (kræver abonnement).

Apropos Jarlov

Den nyudklækkede konservative minister fik i går en alt andet end varm velkomst af Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, der hos DR udtrykte sin store skuffelse over, at det netop bliver Rasmus Jarlov, som han nu skal samarbejde med om erhvervspolitikken.

»Folk kan grine eller lade være, men jeg lægger meget i, om man gider tale med hinanden, når man går forbi hinanden på Christiansborg. Jeg har været herinde i 14 år, og han har ikke hilst endnu. Jeg synes da, det er et dårligt udgangspunkt at have, når man skal til at samarbejde med en ny minister,« sagde Hans Kristian Skibby og konkluderede:

»Rasmus Jarlov mener, at han er lidt mere end andre. Han er sådan lidt hovskisnovski.«

»Han er ikke en, der taler til folk, men typisk også ned til folk. Det er den måde, jeg har oplevet det på.«

Læs resten hos DR her.

På Twitter gjorde politisk redaktør på Radio24syv, Brian Weichardt, i øvrigt opmærksom på, at Dansk Folkeparti også før har holdt igen med de pæne ord om regeringens ministre.

Her er fem nyheder, du også skal kende til, inden du går på weekend

1: Flere EU-lande bakker op om et forslag om at oprette centre uden for Europa, hvor asylansøgere kan få behandlet deres ansøgninger.

Men Dansk Folkeparti synes på ingen måde, at det er en god idé, skriver Berlingske.

»Det vil være en ren asylmagnet mod Europa, siger europaparlamentariker Anders Vistisen (DF) til avisen.

Han mener, at mange flere vil søge asyl på centre i for eksempel Afrika, fordi de ikke først er nødsaget til at krydse Middelhavet for at nå derhen.

Læs hele historien her.

2: Et projekt stiftet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen med hjælp til psykisk sårbare har modtaget knap 36 millioner kroner i støtte fra primært kommunerne siden 2013.

Projektet markedsfører sig med, at samfundet sparer syv kroner, hver gang projektet får en krone i støtte.

Men ifølge eksperter, som Weekendavisen har talt med, er beregningen uvidenskabelig.

Sundhedsøkonom Jes Søgaard siger:

»Jeg har stor respekt for initiativet og for, at nogle unge frivilligt hjælper andre unge. Men jeg har meget lidt respekt for, at man går ud og blæser effekten op med tal, der er helt i skoven.«

Læs hele den historie her (kræver abonnement).

3: Regeringen havde håbet at placere den nye skattestyrelse i Copenhagen Towers på Amager, men sådan bliver det ikke.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten har således torsdag nedstemt regeringens forslag.

Afvisningen af den nye styrelses placering kommer efter afsløringer i Ekstra Bladet. Onsdag skrev avisen, at Copenhagen Towers trækker tråde til skattely. Ifølge avisen viser selskabsstrukturen bag bygningen, at de offentlige udgifter til leje og drift af bygningen ville skulle gå til en lang kæde af selskaber.

Læs mere hos Ekstra Bladet her.

4: Et flertal af EUs lande besluttede ved et møde i Luxembourg torsdag at øremærke to måneders barsel til mænd. Det vil føre til et fald i arbejdsudbuddet blandt mænd i den private sektor, vurderer Torben Tranæs, vismand og forskningsdirektør i Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, hos Børsen.

»Der er en vis usikkerhed om, hvad øremærket barsel vil betyde for arbejdsudbuddet, for det afhænger af, hvad man finder ud af i den enkelte familie, men samlet set må vi forvente, at arbejdsudbuddet vil stige. Til gengæld vil arbejdsudbuddet falde for mænd i den private sektor. Det er ret sikkert, og det vil især være i bygge- og anlægsbranchen, og det er uheldigt i den nuværende konjunktursituation,« siger Torben Tranæs til avisen.

Læs mere hos Børsen her (kræver abonnement). Og et interview med Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Laura Lindahl, her.

5: En større andel af handicappede børn skifter fra privatskole til folkeskole end børn uden handicap. De mange skoleskift er bekymrende, lyder det fra Institut for Menneskerettigheder, der mener, at handicappede børns rettigheder langtfra er sikret godt nok på de frie skoler. Det skriver Information.

Læs historien hos Information her, hvor du også kan læse undervisningsminister Merete Riisagers (LA) skriftlige svar.

Dagens interview

Weekendavisen har talt med DF-formand Kristian Thulesen Dahl om, »hvad Dansk Folkeparti vil bruge den nyerhvervede, meget attraktive midtermatrikel i dansk politik til.«

Du får et kort uddrag af det læseværdige interview her:

Kristian Thulesen Dahl slår fast, at han ser »store perspektiver« i det ændrede politiske landskab. Han udpeger »de pt. lidt mindre partier« som kræfter, som i kraft af blokpolitikken har sikret sig uforholdsmæssig stor indflydelse – eller i hvert fald har forsøgt at få det.

»De seneste år har Liberal Alliance slået sig op på at lave politik på en ny måde. Mere ultimativt. Man deler dansk politik op i siloer, og så kan det ene parti få alt igennem på det ene område og det andet tilsvarende på et andet område. På den måde prøver man at få politik igennem, der ikke er flertal for. Hos os er der fostret en anden idé: Der bør være mulighed for at få store grundlæggende ting på plads i Danmark på baggrund af partier, der repræsenterer et stort flertal. Det nybrud er kommet, efter at Socialdemokratiet i 2015 valgte at lancere en ny udlændingepolitik. Den folkelige opbakning til en stram udlændingepolitik ser ud til at kunne blive gennemført, uanset om De Radikale synes, at de som en del af en blok skulle kunne sige fra.«

Læs hele interviewet – hvor Thulesen Dahl også bliver spurgt ind til et omdiskuteret Facebook-opslag fra partifællen Kenneth Kristensen Berth om en kage i Bilka – hos Weekendavisen her (kræver abonnement).

Fik du set?

»Det’ sgu underligt det her, Lars. Selvom du er statsminister, får du altså lige et kram.«

Det sker i dag

The Copenhagen Democracy Summit
Copenhagen Democracy Summit holdes i dag i Skuespilhuset i København. Ved topmødet deltager blandt andre den tidligere amerikansk vicepræsident Joe Biden, den tidligere britiske premierminister Tony Blair og den tidligere mexicanske præsident Félipe Calde samt en række nuværende toppolitikere, akademikere og private aktører. Læs mere om mådet her.

11:45 Statsministeren mødes med Joe Biden
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødes med den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden. Mødet finder sted i Statsministeriet. På mødet vil statsministeren og Joe Biden drøfte P4G samt situationen i Europa og USA.