Håndflade mod håndflade og ingen handsker.
Sådan skal man udveksle håndtryk med de danske myndigheder, hvis man vil fuldbyrde sit danske statsborgerskab.
Men ifølge Moderaternes partitop er det, der bliver beskrevet som et af de mest omdiskuterede symboler i regeringens stramme udlændingepolitik, mest af alt udtryk for »tosserier«.
»Det er at gå i for små sko at sige, at lige præcis dét at ville give et håndtryk skal være afgørende for, om man kan få dansk statsborgerskab,« siger Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, til DR.
Gruppeformanden mener, at regeringen, som Moderaterne som bekendt selv er en del af, bør afskaffe kravet om, at håndtrykket skal indgå som en del af de såkaldte grundlovsceremonier.
»Hvis du ikke vil give den lokale borgmester hånden, så kan du ikke blive dansk statsborger,« skriver Henrik Frandsen i et opslag på LinkedIn.
»Lad os få symbolpolitikken ud af den danske udlændingedebat,« tilføjer gruppeformanden.
En »smuk« måde at gøre det på
Til grundlovsceremonierne skal folk, der gerne vil have et dansk pas, skriver under på, at de vil overholde dansk lovgivning, og så skal de optræde respektfuldt over for danske myndigheder ved at give dem hånden.
Kravet blev indført af Venstres daværende udlændingeminister, Inger Støjberg, for knap fem år siden under VLAK-regeringen og blev bakket op af både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) afviser at stille op til et interview til DR og svare på kritikken.
Socialdemokratiets fungerende udlændingeordfører, Rasmus Stoklund (S), siger til gengæld, at de, der ikke vil give hånd, skal overveje, om det overhovedet er dansk statsborgerskab, de ønsker sig.
Spørger man i det tredje og sidste regeringsparti, mener politisk ordfører Torsten Schack (V), at håndtrykket er »en smuk måde at gøre det på«.
Men ifølge Henrik Frandsen er det skørt. Han pointerer over for DR, at betingelserne for at få statsborgerskab i forvejen er »ret skrappe«.
Han henviser til, at ansøgerne skal bestå indfødsretsprøven for at vise viden om Danmark.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, var inden valget også klar til at afskaffe håndtrykket.
Berlingske har forsøgt at få et opfølgende interview med Henrik Frandsen, men det har ikke været muligt.