Interne dokumenter: Ministerium granskede udlevering af mistænkte forbrydere kort inden Rwanda-besøg

I slutningen af april underskrev udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) en aftale med Rwanda om et tæt samarbejde på asylområdet. Ugerne inden besøget begyndte Udlændinge- og Integrationsministeriet at interessere sig for udlevering af personer bosat i Danmark, som Rwanda mistænker for at have deltaget i folkedrabet i 1994. Og det kan være en god grund til.

Det er en mærkesag for regeringen og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) at oprette et modtagecenter uden for Europa. Om det bliver i Rwanda, er stadig uvist. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det satte gang i spekulationerne, da udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) i slutningen af april – ganske uventet – dukkede op på en række billeder fra det centralafrikanske land Rwanda.

Billederne viste de to danske ministre i færd med at underskrive nogle papirer, som senere viste sig at være en stærkt omdiskuteret aftale om et samarbejde på asylområdet.