Intern uro i Venstre sikrer S borgmesterposten i Thisted

Thisteds nye borgmester bliver socialdemokraten Ulla Vestergaard. Venstre mistede næsten en tredjedel af partiets vælgere, efter at partiet midt i valgperioden fravalgte borgmester Lene Kjeldgaard Jensen som spidskandidat, hvorefter hun skiftede til de Konservative

Foto: Thomas Lekfeldt. Ulla Vestergaard er Thisteds nye borgmester.
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokratiet gik frem, Venstre tilbage og sammen er de to partier blevet enige om, at Thisteds borgmester skal være socialdemokraten Ulla Vestergaard.

»Borgerne har talt,« siger Ulla Vestergaard, før hun har fået sin første søvn.

Den afgående borgmester, Lene Kjeldgaard Jensen, blev i foråret 2016 kuppet af sit daværende parti, Venstre, hvorefter hun skiftede til Det Konservative Folkeparti, som dermed fik en borgmesterpost. Den er nu væk, og det er den konservative indflydelse også.

Socialdemokratiet er nu Thisteds største parti med ni mandater, Venstre er gået kraftigt tilbage til seks mandater, men til sammen har de to partier 15 ud 27 pladser i byrådet, og det er tilstrækkeligt.

»Vi har allerede sammen med Venstre lavet et stykke papir, hvor vi blandt andet er enige om, at ældrepleje, skolestruktur og dagpasning skal være decentralt, og det har været fint at få ro på dette med det samme.« siger Ulla Vestergaard.

»Det er noget, vi ved, at tilflyttere sætter pris på, og vi har brug for flere tilflyttere, for vi har borgere der pendler ind i kommunen og dermed betaler skat i andre kommuner,« siger Ulla Vestergaard.

Før valget talte du meget imod den smalle konstituering, der blev indgået mellem Venstre og de Konservative ved seneste valg. Hvorledes er denne smalle konstituering anderledes?

»Det har taget lang tid, og vi havde tilbudt de Konservative en udvalgspost, som de sagde nej til. Det ser smalt ud, men det er en rød-blå konstituering, så det er henover midten. Nu må vi se, hvad der sker, når de andre har sovet på det.

»Vi har her i nat set på, at næstformandsposterne i udvalgene skal have lidt højere vederlag, og så bliver de poster forhåbentlig attraktive. Vi har stadig pladser åbne, så mulighederne er der endnu for en bredere konstituering. Vi er ikke færdige - det falder først på plads 7. december,« siger Thisteds kommende borgmester.

»Indtil da skal vi have svesken på disken og snakket tingene grundigt igennem. Jeg vil gerne have de Konservative med, og jeg vil gerne have Alternativet, SF og Enhedslisten tættere på beslutningsprocessen - eventuelt i form af næstformandsposter,« siger Ulla Vestergaard.

Mere borgerinddragelse

Hvad skal der ske, når konstitueringen er vedtaget 7. december?

»Vi har haft flere sager, som berører rigtigt mange lokalt - mange har følt, at kommunen har kørt sager henover hovederne på borgerne. Det skal vi gøre noget ved. Så i nat har vi også talt meget om borgerinddragelse,« siger Ulla Vestergaard.

Hun taler blandt andet om udvidelsen af Hanstholm Havn, der skal finansieres af tre 150 meter høje vindmøller, som surferne ved Klitmøller mener vil ødelægge et af verdens bedste surfsteder. Den sag er kørt fast i protester, og det samme er sket i en sag om nye boliger i Klitmøller.

»Derfor har vi også talt om, hvordan vi får højnet vidensgrundlaget blandt samtlige byrådsmedlemmer. Når sagerne bliver forelagt byrådet, er man ret langt i sagsbehandlingen, og så kan det være svært at sætte sig ind,« mener Ulla Vestergaard.