Integration- hvad gik galt?

Ulykken er, at man i Danmark fra begyndelsen har nægtet, at der er en kulturel dimension i integration.

Marie Krarup (DF) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Yahya Hassan får for øjeblikket berettiget opmærksomhed. Han er som barnet i "Kejserens nye klæder", der helt ærligt og uden gennemtænkte spinstrategier simpelthen bare siger sandheden om den fejlslagne integration i Danmark. Med stor fare for sig selv. Det får mange op i det røde felt, og han bliver forfulgt af sine egne.

Men hvad er det, der er gået galt?

Man får en ide om det, når man betragter det såkaldte "nationale integrationsbarometer" på integrationsministeriets hjemmeside.

Det er et instrument, som man har oprettet i 2011, og som måler graden af integration ved at se på 9 faktorer, der måles blandt ikke-vestlige indvandrere. Det drejer sig om arbejde, uddannelse, danskkundskaber, medborgerskab, ligebehandling, selvbestemmelse, forsørgelse, udsatte boligområder og kriminalitet. Der er mange af emnerne, det giver god mening at måle, mens andre mildeste talt er mindre gennemtænkte. For eksempel giver det positive point, når man er medlem af foreninger og politiske bevægelser. Lige gyldigt hvilke! Det vil sige, at flere og flere aktive de islamistiske organisationer i Hizb Ut Tahrir eller ”Kaldet til islam” vil give et mere positivt integrationsresultat! Det giver naturligvis ikke mening. Og dette faktum viser, hvad der grundlæggende er galt med barometeret: det forsøger ikke at måle indvandrernes holdning til Danmark, den danske befolkning og danske værdier. For integration er jo først og fremmest en holdning. En vilje til at blive dansk, - eller en uvilje til at blive dansk og dermed en vilje til at danne et parallel-samfund eller en koloni. Så længe barometeret ikke måler på viljen til at blive dansk eller i det mindste acceptere den danske befolkning og de danske værdier, så duer det ikke til så meget.

Omtrent samtidig med at integrationsbarometeret blev lavet udkom der en interessant bog om et forskningsprojekt på Århus Universitet. Det var det midlertidigt oprettede ”Center for forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser” (CIR), der udgav en oversigt over 5 videnskabelige undersøgelser af radikalisering af muslimer i Europa. Undersøgelserne konkluderer, at hverken bedre uddannelse eller øgede jobmuligheder i sig selv modvirker radikalisering (henvisning: se bunden). Det er nemlig en holdning, ligesom integration er det.

Det er naturligvis en kæmpe fadæse på integrationsområdet, når Hizb Ut Tahrir og "Kaldet til islam" kan hyre medlemmer i Danmark, ligesom det er en integrationsskandale af de store, når 80 personer fra Danmark tager til Syrien for at deltage i hellig krig. Og når Yahya Hassan skældes ud af sine egne for at være for direkte og trues på livet, er det helt galt. Også selvom dem, der går ind i Hizb Ut Tahrir eller skælder Hassan ud har både høj uddannelse og god økonomi…..

Hvis vi skulle have et integrationsbarometer, der gav mening, så skulle man udover at måle det, som det nuværende barometer gør, først og fremmest måle på loyaliteten overfor Danmark, sympatien overfor den danske befolkning og accepten af danske værdier.

Man kunne forestille sig sådanne holdninger afdækket via spørgsmål ala disse: Hvilket fodboldhold holder du med, når der er landskamp? Hvor vil du aftjene værnepligt? Kan du forestille dig, at du selv eller dine børn giftede dig med en dansker? Hvordan forholder du dig til ytringsfrihed og religionsfrihed? Mener du, at Grundloven eller Koranen vejer tungest, hvis der er modsigelser imellem dem?

Hvis vi hvert år fik en undersøgelse, der også inkluderede en måling af holdningen til disse spørgsmål blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, så ville vi få et integrationsbarometer, der kunne bruges til noget.

Men ulykken er jo, at man i Danmark fra begyndelsen har nægtet, at der er en holdningsmæssig og kulturel dimension i integration. Og at denne er den vigtigste. Og at den kun kan opnås ved en bevidst beslutning og en fastholden ved det danske valg. Man har i stedet ønsket at tro, at uddannelse og arbejde var nok. Og at det automatisk fører til sympati for Danmark og danskere. Men det har vi måttet sande på den hårde måde, at det ikke er. Hylekoret imod Yahya Hassan viser det med al tydelighed. Han har truffet en integrations-beslutning, men han lægges for had af dem i parallelsamfundene, der vil have lov at fortsætte deres parallel-liv i fred. Det er trist, at det er sådan, men det er egentlig ikke overraskende. For integrationen har været dømt til at gå galt, fordi ingen har villet gøre klart, hvad integration egentlig er.

Henvisning: Martin Kryhl Jensen (red.): Radikalisering blandt unge muslimer i Europa. CIR 2011.