Institutleder vil gøre op med »akademiseringen« af Folketinget

Godt hvert femte medlem af Folketinget har gået på samme uddannelse og deler netværk. Lederen på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet vil gøre op med »politikerfabrikken«.

Zenia Stampe (R) er en af de mange politikere på Christiansborg, der har taget sin uddannelse på Statskundskab på Københavns Universitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele 40 medlemmer af Folketinget har i dag frekventeret Statskundskab i enten Aarhus, København eller på Syddansk Universitet. Alene 22 er fra Københavns Universitet.

Det er for mange, og akademiseringen af Folketinget udgør »et potentielt demokratisk problem«, mener professor Lars Bo Kaspersen, som er leder af Institut for Statskundskab i København.

En tredjedel af ministrene er i dag cand. scient.pol.-uddannet fra enten Aarhus eller København. Det samme er en tredjedel af landets departementschefer. Magten i dag er ved at blive koncentreret på nogle få uddannelser, og Statskundskab i København er politikerfabrik nummer ét – og det er et problem, mener Lars Bo Kaspersen:

»Mangfoldigheden savnes i den politiske debat i Danmark, fordi ikke bare Folketinget, men hele den politiske og økonomiske elite, jo alle sammen har en samfundsvidenskabelig uddannelse fra et sted i Danmark. Det er fuldstændig det samme paradigme, de tænker ind i. Uanset hvor dygtige, vigtige og empatiske en flok mennesker kan være, så er det et problem, at det er deres virkelighed, der definerer problemerne,« siger han.

På Statskundskab i København er man fuldt bevidst om, at man fylder for meget. Og institutlederen så gerne færre af sine kandidater i Folketinget. Derfor har man på instituttet udarbejdet en strategi, der går ud på fremover at afsætte langt flere kandidater til den private sektor. Og fra september 2016 vil man optage en relativt stor andel fra udlandet.

»Med ændringerne af vores uddannelse får vore studerende forhåbentligt nogle andre perspektiver. Og skulle der være fem procent færre fra Statskundskab i København, som kommer i Folketinget, så vil det ikke være nogen skade. Det er ikke mit bord, men jeg er medansvarlig for, at de folk, vi uddanner, har en sund holistisk tilgang til livet og er i stand til at forstå andres synspunkter og tage dem alvorligt,« siger Lars Bo Kaspersen, som opfordrer andre uddannelser til at sørge for at holde den politiske interesse og det politiske engagement højt.

Den socialdemokratiske folketingskandidat Mattias Tesfaye mener, at Folketinget kommer for sent til en række politiske dagsordener, fordi politikerne bevæger sig i de samme snævre indforståede cirkler. Det er Lars Bo Kaspersen enig i, og han peger blandt andet på indvandrerdebatten og debatten om udkantsdanmark som eksempler.

»Akademisering betyder, at det, der sættes på dagsorden, er noget, der vokser ud af den akademiske litteratur, og den litteratur er overhovedet ikke relateret til eller repræsentativ for den virkelighed, der eksisterer i det land, vi lever i. Der er stensikkert problemer, der ikke er blevet fanget i tide,« siger han.

Lukker andre holdninger ude

En ny såkaldt netværksanalyse foretaget af de to sociologistuderende Yevgeniy Golovchenko og Mikkel Torp Thomsen viser, at en stor gruppe af politikere ikke alene har den samme uddannelsesmæssige baggrund. De har også opholdt sig på universitetet samtidig. Og Statskundskab på Københavns Universitet står alene for 56 procent af alle medlemmernes forbindelser til hinanden via uddannelse.

»Det er nogle bestemte professioner og en bestemt måde at tænke politik, som sidder tungt på politik i dag. Det fælles sprog fra Statskundskab betyder, at man bevidst eller ubevidst kommer til at lukke folk ude,« siger Christoph Houmann Ellersgaard, som er ekstern lektor på Sociologi på Københavns Universitet og forsker i magt.

Statskundskabs succes hænger blandt andet sammen med, at politisk interesserede unge automatisk søger studiet, at man i embedsapparatet ansætter kandidater, der ligner dem, der i forvejen er ansat, og at dansk politik i efterkrigstiden har været koncentreret om at opbygge og reformere velfærdsstaten.