Inger Støjbergs tale til landsmøde er »hemmelig« – selv for Venstres ledelse

Ledelsen i Venstre får ikke Inger Støjbergs tale at se inden det ekstraordinære landsmøde søndag.

 
Det var en »bekymret« Inger Støjberg, der søndag formiddag sagde farvel som Venstres næstformand. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Inger Støjberg har ikke tænkt sig at dele den tale, hun skal holde på Venstres ekstraordinære landsmøde på søndag.

»Ledelsen kommer ikke til at se talen, før den er holdt,« lyder det fra Støjberg ifølge Ekstra Bladet.

Talen fra Inger Støjberg bliver imødeset med spænding, fordi hun siden udmeldingen om, at Venstre støtter en rigsretssag, har haft et mildest talt anstrengt forhold til ledelsen i partiet.

Dengang var skuffelsen i hvert fald ikke til at tage fejl af:

»Jeg er skuffet over, at det er min egen formand, Jakob Ellemann-Jensen, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag imod mig. Det er også derfor, at jeg overvejer, hvad der skal ske. Jeg kan bare konstatere, at det er sådan, det er. Det er den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand,« lød det fra Støjberg.

Ellemann er uenig

Jakob Ellemann-Jensen er ikke enig i Inger Støjbergs udlægning.

»Dem (ordene, red.) er jeg meget uenig i, det mener jeg ikke er rigtigt,« sagde Venstre-formanden.

Ved det ekstraordinære landsmøde søndag får både Ellemann og Støjberg lejlighed til at tale.

Derudover skal Inger Støjbergs afløser som næstformand også findes.

Venstres formand for Region Syddanmark og Danske Regioner, Stephanie Lose, er den eneste kandidat.